Fælleseuropæiske dagpengeregler skal laves om

Gunde Odgaard, sekretariatschef i BAT kartellet.
Gunde Odgaard, sekretariatschef i BAT kartellet.

EU-kommissionen er gået til angreb mod finske – og dermed også danske – dagpengeregler. I både Finland og Danmark beskytter vi os mod velfærdsturisme ved at have indført optjeningsprincipper for udenlandsk arbejdskraft. Det er disse principper EU nu vil have fjernet.

Som EU-borger kan man søge om optagelse i en dansk A-kasse, hvis man har ophold og bopæl i Danmark. Samtidig kan man overføre sin A-kasse anciennitet fra et land til et andet, og som EU-borger skal man arbejde minimum 296 timer indenfor en tre måneders periode i Danmark for at blive dagpengeberettiget.

Når de to forhold er i orden kan en EU-borger få danske dagpenge, med alt hvad det indebærer. Det er i sig selv uholdbart, da man kan overføre anciennitet fra lande, hvor arbejdsløshedsunderstøttelsen er særdeles lav til Danmark, hvor understøttelsen er markant højere. Samtidig er det muligt at tage tre måneder af sin dagpenge med tilbage til sit hjemland, og det åbner op for spekulation.

Når EU-Kommissionen lægger sag an ved EU-domstolen imod Finland, der har et system meget lig vores, og kræver at få optjeningsprincipperne afskaffet, så man kan få finske – og danske – dagpenge fra første dag i landet, er det klart for enhver, at det ikke holder en meter.

Løsningen er, at alle vandrende arbejdstagere har et basisland, hvor man kan få udbetalt sine dagpenge. Det er det land, hvor man har størst tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvorfra ens optjeningsret udgår. Hvis man arbejder i et andet land, kan man videreføre ens dagpengeret i basislandet. Når danske arbejdstagere arbejder i udlandet, har de traditionelt haft netop denne optjeningsordning. Når opgaven er slut, og de måske bliver afskediget, så rejser de hjem til Danmark, og får danske dagpenge. De hæver aldrig dagpenge i et andet land!

Relateret indhold