Det danske tagmarked: Derfor kan vi ikke undvære TOR

Jørgen Simonsen, indehaver af NORDTAG A/S. Pressefoto.
Jørgen Simonsen, indehaver af NORDTAG A/S. Pressefoto.

Jeg, som har været i tagbranchen i 40 år, er nødt til nu at fremkomme med mine betragtninger.

Jeg startede Nordtag A/S den 1. december 1977, og dengang havde tagdækninger et meget dårligt ry. Vi brugte GF-papper og varm asfalt fra gryden. Vi havde ikke fald på tagene. Tværtimod var der nogen, som sagde, at tagene havde godt af, at der stod vand på, så pappen ikke tørrede ud. Vi lagde pap direkte på polystyren og PIR-isolering og på Rockwool med masonit på. Alt sammen arbejdede og revnede, og tagene blev utætte. Tagene kunne kun lige holde i 10 år, så skulle vi på igen.

Så lavede man Tagpapbranchens Ankenævn, hvor man prøvede at rette fejlene. Her kunne alle være medlemmer, men det holdt ikke. Fabrikkerne dannede sammen Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR) for at lave en ordning med det formål, at de produkter, vi som udførende brugte, kunne holde til det danske klima og dermed til vores og forbrugernes forventninger.

Anvisninger fungerer

Der må jeg klart sige, at i de 40 år jeg har været på markedet, har tagene aldrig været bedre, når vi fulgte TOR’s anvisninger for tagpapopbygninger og anvendte TOR-godkendte produkter. Desværre fungerer markedet ikke altid sådan, fordi nogle forfalder til at bruge produkter, som ikke opfylder disse normtal. De er nemlig billigere, og dermed kommer der produkter på tagene i Danmark, som ikke har de fornødne godkendelser.

De starter med at fjerne brom, som er brandhæmmeren i pap. Der kører en sag på en stor nye ejendom i Aarhus, hvor der er anvendt pap, som ikke er brandgodkendt. Hvor mange ejendomme er der lagt med dette brandfarlige materiale i Danmark? Jeg ved det ikke, men produktet er billigt. En af de store byggepladser i Danmark for tiden er Nyt Hospital Herlev. Er det TOR-godkendt pap, som bliver brugt, eller er det billigt russerpap eller andet ikke-godkendt materiale? Og hvad med de andre store byggepladser herhjemme? Hvad er det for pap, som er lagt på Rigshospitalet, hvor der ligger syge mennesker under taget? Jeg spørger bare: Hvorfor må disse produkter og tagopbygninger ikke være TOR-godkendte? Jeg er af den opfattelse, at vi skal konkurrere på lige vilkår i stedet for at konkurrere om, hvem der fremskaffer det dårligste og billigste produkt.

Der er i dag cirka 13 leverandører, der leverer et SBS-produkt, som er TOR-godkendt. Det er produkter, som man frit kan købe og bruge på det danske tagmarked. De to danske fabrikker, Icopal og Phønix (Nordic Waterproofing), laver SBS-produkter, og derfor omhandler TOR SBS-produkter. Hvis der er nogen, som leverer andre produkter som APP, der er en et-lags løsning, eller Protan og Sika eller andre et-lags løsninger, så må de da lave en kontrolordning, som kan godkendes i markedet. Man kan da ikke forvente, at Icopal og Phønix finansierer en kontrolordning, som konkurrerer med SBS-løsningerne.

Som tidligere nævnt har jeg været på dette tagmarked i 40 år, så jeg har set det hele før. Derfor blev jeg også frustreret, da jeg læste en artikel i Børsen den 9. juni med overskriften og starten af artiklen: Konkurrent klar til offensiv: Nu er tagpapmafiaen død. Norske Protan er et af de selskaber, der har været holdt ude af Danmark på grund af tagpapklikens ulovlige jerngreb.

Protan havde alle muligheder

Intet er mere forkert. For Protan havde alle muligheder for at være en fast del af det danske tagmarked, men de har ødelagt markedet for sig selv og for alle andre i branchen.

Lad mig berette om det virkelige forløb. I midten af 80’erne fik jeg i min virksomhed i Græsted besøg af en nordmand, som hed Reider Ødegaard. Han kom fra Protan, og han spurgte ind til det danske tagmarked. Han ville for eksempel gerne vide, hvem af de frie tagdækkervirksomheder han kunne kontakte, hvis han skulle sælge Sarnafil, som folien hed, på det danske marked. Jeg nævnte cirka 10 virksomheder fordelt i Danmark, som han rettede henvendelse til.

Protan lavede Sarnafil på schweizisk licens og havde det nordiske marked for Sarnafil tagfolie.

Det var i de tider, hvor Håkon var direktør. Det danske tagmarked var i store problemer, tagpap havde et dårligt ry, og vi var mange, som så et godt produkt i Sarnafil. Protan fik derfor hurtigt etableret et godt korps af selvstændige tagdækkermestre i Danmark.

Det blev en kæmpe succes, og Protan kom i disse tider (vi er nu i starten af 90’erne) op og levere over en million kvadratmeter Sarnafil til det danske marked om året. Men når noget går godt, så er der ofte nogen, der vil have mere. Derfor begyndte Protan at eksperimentere med produktet. De fjernede en del af det blødgørende i folien. Vi fik som konsekvens heraf lavet noget rigtig lort – blandt andet Farum Midtpunkt og andre byggerier. Schweizerne ville ikke acceptere dette og opsagde licensen. Protan lavede derfor Protan-folie i stedet for Sarnafil (sidstnævnte er stadig et godt produkt).

Vi som entreprenører kunne jo ikke stå inde for denne udvikling, og Protan prøvede at opretholde markedet ved at starte egen entreprenørforretning, men løbet var kørt. Nordtag A/S og andre skiftede til Sarnafil, Schweiz, og vi laver da stadig lidt folie, men markedet for folie er ødelagt af Protan. Så det er langt fra sandheden, når Børsen skriver, at det er TOR, som er årsag til, at Protan ikke har haft succes i Danmark. Nej, I har ødelagt markedet i Danmark, fordi I har leveret et produkt, som ikke kunne godkendes af Sarnafil, Schweiz, og som ikke var holdbart.

Brug for kontrolordning

Derfor skal vi have en kontrolordning for tagfolie, en kontrolordning for APP-pap og en kontrolordning for SBS-pap (TOR).

Jeg er nødt til at sige endnu engang, at det er vigtigt for mig, at de produkter, som jeg bruger, er kontrolleret og godkendt. Det er mig, som monterer og leverer til bygherren, så det er mit ansvar, at det pap, jeg bruger, er i orden. Derfor vil jeg værne om TOR. For jeg ved, at når jeg bruger pap, som er godkendt, så kan jeg ikke gøre mere. Og man kan komme forfærdeligt galt afsted.

Jeg var ved at få problemer, da Protan ødelagde tagfolie og markedet i Danmark. Det vil jeg ikke udsættes for med tagpap.

Relateret indhold