Vores historiske bygninger er værdifulde af mange grunde, og med analysen “Værdien af bygningsarven”, som Realdania offentliggjorde for nylig, er endnu et argument føjet til i forhold til at tage ordentligt vare på vores smukke, gamle huse.
Analysen er den første nogensinde, der giver et kvalificeret bud på bygningsarvens værdi i kroner og øre. For boligejere er første del af analysen særlig interessant. Den viser nemlig, at bevaringsværdige enfamiliehuse på landsplan i gennemsnit bliver solgt 30 procent dyrere end tilsvarende ikke-bevaringsværdige boliger. Derudover konkluderer analysen, at boligpriserne er 13 procent højere i områder, hvor over 15 procent af bygningerne er bevaringsværdige.
Dét er kontante argumenter for, at ejere af bevaringsværdige huse bør gøre en indsats for at vedligeholde og renovere med originale materialer – og for at gå ind i samarbejde med kommunerne om lokalplaner, der tager hensyn til kulturarven.
Også kommunekasserne har kroner og øre-værdi ud af bygningsarven. Analysen, der blandt andet er baseret på undersøgelser i Ribe, viser nemlig, at 2/3 af alle overnattende turister i Ribe kommer på grund af bygningsarven. Ser vi på bundlinjen, betyder det, at “bygningsarvsturisterne” hvert år øger omsætningen i Ribe med 92 millioner kroner og skaber 136 arbejdspladser. I Esbjerg Kommune betyder det ekstra 14 millioner kroner i årlige indtægter.
Der er ikke plads til at udfolde alle detaljer og pointer i analysen her. Men jeg håber, den vil blive læst, og at den kan være med til at “mobilisere” til en fælles diskussion om bygningsarvens værdier.