Den manglende arbejdskraft blev udeladt i nytårstalen

Statsministeren manglede at adressere, hvordan det nuværende opsving kunne holdes kørende. Foto: Danske Byggecentre
Statsministeren manglede at adressere, hvordan det nuværende opsving kunne holdes kørende. Foto: Danske Byggecentre

Statsministeren holdt faktisk en ganske god nytårstale, hvor han blandt andet pointerede, at det går godt i Danmark. Det er også rigtigt, at det går godt, men jeg savnede nogle ord omkring, hvordan vi kan holde opsvinget kørende i så lang tid som muligt. Hvordan skal vi løse manglen på arbejdskraft i Danmark?

Statsministeren sagde selv, at han gerne ville ansætte flere sygeplejersker, men at der ikke er nogle at ansætte. Det er samme problemstilling i mange andre erhverv, blandt andet byggeriet, og ude hos byggecentrene. Det er selvfølgelig positivt, at der er kommet fokus på erhvervsskolerne, så de bedre kan tiltrække de unge og uddanne folk til branchen, men det løser ikke problemet alene.

Når nu vi ikke har hænderne i Danmark, ville det så være så frygteligt at kigge ud i verdenen for at finde hjælp? Statsministeren nævner selv, at Danmark bliver større gennem internationalt samarbejde og samhandel. Det samme gør sig gældende ved arbejdskraft.

Jeg savnede, at behovet for udenlandsk arbejdskraft blev adresseret i talen. At der ikke kunne skaffes politisk opbakning til at sænke beløbsgrænsen kan undre, når vi kigger ud på et erhvervsliv, der i den grad mangler arbejdskraft. Og hvad med skattelettelser? De Økonomiske Råd kom sidst i 2018 med en undersøgelse, der viste, at lavere skat giver et større incitament til at yde lidt ekstra på arbejdsmarkedet. Heller ikke dette blev der sagt et ord om.

Erhvervslivet skriger på arbejdskraft, og flere virksomheder må sige nej tak til opgaver, fordi de mangler arbejdskraften til at udføre dem i øjeblikket. Derfor ærgrer det mig, at Statsministeren ikke adresserede en af de største udfordringer for dansk erhvervsliv i øjeblikket i hans nytårstale, hvordan vi løser manglen på arbejdskraft i Danmark. Det er nu i de gode tider, at vi har muligheden for at gøre noget ved det.

Relateret indhold