De nye tekniske udvalg får kæmpe betydning for byggebranchen

Efter kommunalvalget har kommunerne nu konstitueret sig. Det betyder bl.a., at de tekniske udvalg har fået udpeget deres nye medlemmer som skal i arbejdstøjet straks i begyndelsen af det nye år.

Der er meget at tage fat på. Ventelisterne til at få behandlet en byggesag stiger og stiger ikke mindst i København, hvor situationen er katastrofal, hvor en hel byggebranche lider under de lange ventetider som går ud over vækst, arbejdspladser og investeringer.

Et godt sted at starte arbejdet i det nye byråd er at foreslå, at private arkitekter og ingeniører kan bidrage mere til sagsbehandlingen for at få byggesagerne afgjort langt hurtigere end i dag. Det er et område, som både politikerne og de tekniske chefer bør tage op mod Kommunernes Landsforening for at få igangsat arbejdet.

I mange tilfælde kræver flere private sagsbehandlere, at kommunerne gennemfører et udbud, men her bør KL være behjælpelig, så processen bliver så hurtig og smidig som muligt ude i de enkelte kommuner.

Et andet forhold som vil være centralt i det nye år for både tekniske udvalg og hele bygge- og anlægsbranchen er, hvordan opdateringen af planloven falder ud. I øjeblikket forhandler regeringen med bl.a. om Venstre om hvor snittet skal lægges mellem bebyggelsesprocenter, mål for de almene boliger og vilkårene for kystnært byggeri.

Sidst planloven blev revideret, fik regeringen opbakning til, at kommunerne kan opføre 25 procent almene boliger i de nye lokalplanområder mod at kystkommunerne fik lidt friere rammer.

Meget tyder på, at parterne ikke kan nå en lignende model i år, og derfor trækker forhandlingerne ud.

Endelig skal de tekniske udvalg forholde sig til det helt store spørgsmål som bl.a. afgjorde valget i hovedstaden: Hvordan sikrer vi flere billige boliger samtidigt med, at vi beskytter de grønne områder i storbyerne?

Slaget om Amager Fælled i København viser, at mange borgere ønsker at bevare og styrke de grønne områder, men hvor skal de nye boliger til almindelige mennesker så opføres?

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) har fremlagt et boligpolitisk udspil som indtil nu ikke har fået den opmærksomhed, det fortjener. Men sammen med livtaget med den langsommelige behandling af byggesagerne og udmøntningen lokalt af den nye planlov står boligpolitikken højest på udvalgenes dagsorden.

Aldrig før har kommunernes tekniske udvalg stået så centralt i arbejdet med de store udfordringer. Man må håbe, at de evner at etablere et godt samarbejdsklima og hurtigt inddrager de væsentligste interessenter som de almene boligorganisationer og bygge- og anlægsbranchen i arbejdet.

Relateret indhold