Der findes ikke en A-Z skabelon for hvordan en byggesag skal gennemføres, fordi byggeriet kun opføres én gang, på én grund og på ét tidspunkt.
Et byggeprojekt består næsten hver gang af “nye” aktører (projekterende rådgivere og entreprenører), og derfor kræver ethvert byggeprojekt både forskellige faglige kompetencer og forskellige samarbejdskompetencer. Det stiller store krav til bygherrer og deres rådgivere, fordi processen skal tilpasses efter projektets omfang og art.
Det starter med retning
“Hvorfor står du der og tænker – kom nu bare i gang.” Ud fra mangeårig erfaring i byggebranchen har jeg oplevet, at selv små ting kan eskalere til store udfordringer når produktionen pågår på byggepladsen. Derfor er “kom nu bare i gang” mind-settet et no-go for professionelle byggefolk. Hvis samarbejdet ikke fungerer, risikerer vi et stort spild af ressourcer men også et dårligt slutprodukt.
Grundig planlægning i alle byggeriets faser er en forudsætning for en slank produktion, og derved optimal kvalitet og økonomi.
Hold mindre fokus på, at det skal være billigt og at byggeriet skal stå færdigt hurtigst muligt. Prioriter i stedet at bruge de nødvendige ressourcer og økonomi på optimal planlægning af projektet fra start, det er ressourcer, der er godt givet ud.
Fokus på bygherrer og entreprenørers ageren
Jeg spørger ofte; “hvorfor er der aldrig tid til at lave det rigtigt første gang, når der altid er tid til at lave det om?”.
Bygherre bør stille sig selv nogle grundlæggende spørgsmål inden udbud:
– Hvordan opnår jeg et godt og tillidsfuldt samarbejde med entreprenørerne, på trods af, at økonomien spiller en væsentlig rolle for begge parter?
– Hvad kan jeg selv gøre for at undgå, at entreprenørens udfyldte tidbudslister ikke er realistiske, fordi der skal tjenes flere penge på de “usynlige” ekstra arbejder?
– Kan jeg udforme et udbud så fokus kommer på samarbejde, så også entreprenøren kan se sin fordel i dette?
Generelt mener jeg ikke, at entreprenørerne går ind i et projekt med negative hensigter. Entreprenørerne agerer ud fra udbudsmaterialets kvalitet og krav. Rådgiverne er fokuseret på egne risici, og søger at dække sig ind via udformningen af udbudsmaterialet. Jeg mener, at et optimalt projektmateriale skabes ved, at det udformes ud fra bygherrens behov. Derved får bygherre det produkt han drømmer om, hvad angår pris, kvalitet og tid.
Kender du de bagvedliggende årsager?
I min optik handler det om en tidlig fokusering på, hvilke kompetencer der er brug for i det konkrete projekt. Hvilke kompetencer har jeg selv som bygherre? Hvilke kompetencer skal jeg tilføre projektet? Hvordan sikrer jeg, at de beslutninger der træffes, er de optimale og rigtige?
Vi er ofte gode til at samarbejde i “opgangs tider”, til gengæld fokuserer vi meget på priskonkurrence når vi har “nedgangs tider” – det resulterer i, at vi ikke over en længere periode får opbygget en sund og stabil samarbejdskultur. “Når vi gør som vi plejer – så får vi det vi plejer”, og det er måske ikke altid godt nok.