Byggebeskæftigelsen på rette kurs

Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre.
Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre.

Mere og mere tegner til et løft i den danske byggebranche. Det er blandt andet den milde vinter og de to efterårsstorme som er medvirkende til, at byggebeskæftigelsen er steget med 2,6 procent i første kvartal 2014.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at byggebeskæftigelsen er steget til 148.900 i første kvartal 2014 fra et niveau på 145.100 i fjerde kvartal 2013, når der korrigeres for sæsonudsving.

Løftet i byggebeskæftigelsen her i første kvartal bekræfter os i den optimisme vi blandt andet har sporet i vores analyse frem i mod Byggeri’14. Der er ingen tvivl om, at vejret henover vinteren har været på vores side og er hovedårsagen til, at vi ser det meget fornuftige løft i beskæftigelsen.

Jeg forventer, at vi kommer til at se et fornuftigt 2014 for den danske byggebranche, men det er meget vigtigt, at de kommende forhandlinger omkring vækstpakken ikke overvurderer løftet i byggebeskæftigelsen, da en afskaffelse af Håndværkerfradraget uden noget alternativ kan bremse en positive udviklingen i vores branche.

Der er rigtig mange både organisationer og politikere, som mener, at Håndværkerfradraget skal fortsætte udover 2014 og i en forhøjet udgave. Senest er LO kommet med 21 forslag til en vækstplan, hvorunder et forhøjet Håndværkerfradrag.

Det er meget positivt, at der nu fra flere sider kommer fokus på at skabe vækst igennem incitamentsskabende virkemidler såsom Håndværkerfradraget. Privatforbruget skal skubbes i gang og hvorfor ikke gøre det igennem energi- og renoveringsprojekter, hvor man samtidig skaber beskæftigelse og mindsker sort arbejde.

Relateret indhold