BoligJobordningen har været en gevinst for miljøet, boligejere og de mindre virksomheder.

Radikale, SF og Enhedslisten fremsætter nu krav til den kommende finanslov om, at håndværkerfradraget - der officielt hedder BoligJobordningen - helt skrottes. I stedet skal pengene bruges på grønne tiltag.
Chefkonsulent Sebastian Skipper Ravn, DM&E Entreprenør.
Chefkonsulent Sebastian Skipper Ravn, DM&E Entreprenør.

Håndværkerfradraget er lige præcis med til at sikre grønne tiltag, som bl.a. energiisolering samt kloak- og afløbsarbejder både i og uden for boligen. I håndværkerfradraget kan man f.eks. få fradrag for udskiftning af vinduer og terrassedøre med glas, isolering af ydervægge, gulv og tag, installation af varmestyringsanlæg samt flere andre tiltag, der er med til at energi-optimere danskernes huse.

Det nuværende håndværkerfradrag giver ligeledes mulighed for tilskud til regn- og spildevandsinstallationer, hvilket giver god mening i forhold til miljøet.

Den danske bygningsmasse kæmper med nedslidte og underdimensionerede afløbsinstallationer. Det giver store udfordringer både i forhold til forurening af bl.a. vandløb og grundvand, men også i forhold til sundhedsrisikoen fra især rotter, som lever godt i de hullede kloakker.

Et vigtigt redskab

DM&E oplever, at mange boligejere desværre har svært ved at se incitamentet til at få forbedret boligens afløbsinstallationer, som ligger langt under jorden og er ude af syne. Derfor er fradragsmuligheden via BoligJobordningen et vigtigt redskab, hvis vi skal have løftet kloakkernes tilstand, mener brancheforeningen.

Man kan undre sig over, om politikerne sætter sig ind i tingene, før de udtaler sig. At ville afskaffe BoligJobordningen for i stedet at bruge pengene på grønne tiltag som håndværkerfradraget allerede indfrier, virker ærlig talt mærkeligt.

Vi oplever ofte, at diskussionen drejer sig om effekten ved BoligJobordningen, men for DM&E hersker der ingen tvivl om, at denne ordning er særdeles betydningsfuld for de mindre virksomheder ude i landkommunerne. Vores medlemsvirksomheder fortæller, at håndværkerfradraget er efterspurgt, og at det både sætter gang i projekter og mindsker sort arbejde. Vi vil derfor anbefale at arbejde for, at BoligJobordningen forsætter og forhåbentlig bliver en mere permanent ordning. BoligJobordningen har efter DM&E’s opfattelse nemlig været en gevinst for både miljøet, boligejere og de mindre virksomheder.

Klimasikring skal også omfattet

Stadig flere voldsomme skybrud og langvarige regnskyl betyder øget behov for klimasikring af de enkelte ejendomme.

Derfor vil vi foreslå at udvide BoligJobordningen med ydelser, der vedrører klimatilpasning og regnvandshåndtering, herunder LAR-løsninger og belægningsløsninger, der får regnvandet op af kloakkerne og håndtere det lokalt i stedet.

DM&E ser frem til drøftelserne om en fremtidig BoligJobordning og udformningen af denne, og vi vil konstruktivt komme med de bidrag, vi kan.

Relateret indhold