BAT: Gode forslag til bekæmpelse af social dumping

Der er positive tanker og udspil fra regeringen om bekæmpelse af social dumping.
Sekretariatschef Gunde Odgaard, BAT. Foto: BAT.
Sekretariatschef Gunde Odgaard, BAT. Foto: BAT.

Regeringens udspil ‘Danmark kan mere’ indeholder nogle særdeles positive tanker og tiltag omkring bekæmpelsen af illegal arbejdskraft og social dumping.

Især forslaget om at ‘selvstændige nu skal underlægges en formodningsregel, hvor medmindre det kan godtgøres, at den der udfører arbejdet reelt set er selvstændig, så er der en formodning om, at den pågældende er lønmodtager’. Det minder meget om den gældende svenske lovgivning og det svenske regelsæt på området, og det minder også om det regelsæt, vi havde i Danmark før maj 2014.

Set fra BAT’s synspunkt kan man enten genindføre regelsættet fra 2014 eller læne sig op ad den svenske model.

Det er også positivt, at man vil lave et lovgivningskrav om lærlingeklausuler i offentlige kontrakter. På byggeriets område vil det medvirke til, at de ca. 6.000 unge elever, der i øjeblikket er aktivt praktikpladssøgende, faktisk også får en praktikplads.

Den ansvarlighed og ordentlighed, som regeringen nu efterspørger hos de virksomheder, der byder ind på kontrakterne og vinder opgaverne, har vi fra BAT efterlyst i mange år.

En benhård brug af udbudskrav til virksomheder om, at de rent faktisk kan overholde love og aftaler og regler – det er absolut påkrævet. Regeringen nævner her en særlig indsats omkring de notoriske arbejdsmiljøsyndere. Det er godt.

Men vores erfaring i BAT er også den, at dem, der snyder på vægten et sted, snyder over det hele. Så en generel skærpet myndighedskontrol omkring social dumping hilser vi særdeles velkommen.

Relateret indhold