Store samfundsforandringer; Krige, pandemier, naturkatastrofer, teknologiske nybrud og politiske omvæltninger har før skubbet og udfordret, men også udviklet samfundet og arkitekturen – og det vil ske igen på den anden side af corona-krisen.
Vi arkitekter skal tage et medansvar for, at verden ikke lukker sig om sig selv, men udvikles og beriges af nye erkendelser. De seneste uger har vi oplevet, hvor skrøbeligt og forbundet en verden, vi lever i. Vi mærker, hvor svært det er at være fysisk isoleret, og vi savner fællesskaber og sociale sammenhænge. Det står stadig klarere, at vi kun kan løse de aktuelle Covid-19-udfordringer ved at stå sammen.
Den canadiske professor Thomas Homer-Dixon skriver, at “dagens voksende pandemi kan være med til at katalysere et stærkt tiltrængt vendepunkt i menneskehedens moralske værdier, prioriteringer og forståelse af selvet og af fællesskabet.” Det kan minde os om vores forbundne skæbne på en lille trængt planet med svindende ressourcer og slidte naturlige systemer.
Arkitekturen skal byde ind
Man kunne antage, at det fremover bliver vigtigere at se og tænke større end det opdelte og det afgrænsede? At se længere end det kortvarige? Måske må vi fremover planlægge og forme vores verden set i større sammenhænge? Også når vi skaber infrastruktur, byer, landskabsrum og bygninger, må vi tage et større ansvar på os end det enøjede og kortsigtede. Verden hænger sammen, mennesker er forbundet. Det byggede miljø – arkitekturen – er heller ikke sig selv nok.
Som arkitekter er vi trænede i at se nye rumligheder og sammenhænge. Som arkitekter udvikler vi det enkelte projekts potentiale til at se ud over sig selv. Vi formgiver for det samlede, det at række længere end matriklen. Vi bygger fremtidens kulturarv og planlægger for mere end øjeblikkets enøjede profit.
Præ-corona handlede det om arkitekturens sammenhænge og betydning for mennesker. Det gør det også post-corona – om end betydningen af fællesskaber kan synes endnu vigtigere nu end før.
Lad ekspertisen folde sig ud
Man kan mene, at byggeriets og arkitekturens post-corona visioner bør tage udgangspunkt i universel mening nu og fremover. Som arkitekter har vi både et ansvar og en ekspertise, når vi planlægger og udformer for vores fælles fremtid. Det handler om at fastholde og udvikle meningsfulde møder i nye sammenhænge, nye sociale strukturer, om nye måder at bo, arbejde og undervise på, om infrastruktur, energi, CO2 udledning og bæredygtighed på alle parametre.
Der tales allerede nu om, at nedlukningen og oplukningen af vores samfund bliver rasende dyr – og der spørges til, hvordan i alverden vi skal komme tilbage på sporet som før Covid-19.
Men måske skal vi nogle gange omformulere spørgsmålene for at finde svarene. Økonomer taler allerede om den “kommende genopretning”. Tænk hvis post-corona tiden ikke kun handler om genopretning, og hvordan vi får pengene og vores gamle liv og prioriteringer tilbage. Tænk hvis vi også kunne tale om den “kommende gentænkning”.
Lad læren fra Covid-19 være en gentænkning baseret på nye ansvarlige sammenhænge for mennesker og klima. En gentænkning som vi arkitekter i allerhøjeste grad kan bidrage til at realisere.
