Aftale om AUB-midler understøtter både praktikpladser og virksomheder

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en aftale om udmøntning af de midler, som virksomhederne de sidste fire år har betalt for meget ind til uddannelsesordningen AUB for elever på erhvervsuddannelserne.
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad. Pressefoto.
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad. Pressefoto.

Danske virksomheder har siden 2016 hvert år betalt 1-1,5 milliarder kroner for meget ind til den såkaldte AUB-ordning, der er en uddannelsesordning for elever på erhvervsuddannelserne. Det har resulteret i, at der ved udgangen af 2019 blev opbygget en opsparing i ordningen på 4,1 milliarder kroner, og at der ved udgangen af 2020 kommer til at stå 5,4 milliarder kroner. Det har fået Statsrevisorerne til at rette kritik af forvaltningen af AUB.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har derfor i sidste uge lavet en aftale, der udmønter de overskydende AUB-midler. Aftalen indebærer blandt andet, at virksomhederne får bedre rammer for at etablere og fastholde elever.

Virksomhederne får 75 procents lønkompensation for eksisterende elever, 90 procents lønrefusion for nye elevaftaler og 45 procent til nye korte uddannelsesaftaler. Derudover tilbageføres der 1,4 milliarder kroner til arbejdsgiverne, som gennem en årrække har indbetalt for meget i AUB-bidrag. Samtidig anvendes en del af virksomhedernes opsparede AUB-midler til blandt andet at sikre skolepraktik til de elever, som på grund af coronakrisen kan have svært ved at finde en praktikplads her og nu.

Herudover tilbageføres 700 millioner kroner til virksomhederne af opsparede VEU-midler.

Jeg er glad for, at vi nu har lavet en aftale, hvor vi med den ene hånd understøtter praktikpladser og med den anden hånd sikrer mere likviditet til danske virksomheder. Virksomhederne står i en ekstremt presset situation, og det kommer til at betyde meget, at de får penge tilbage. Det giver dem økonomisk grundlag til at beholde deres elever og indgå nye praktikaftaler. Det er godt for både eleverne og virksomhederne.

Det er samtidig helt afgørende, at vi med denne aftale får stoppet den systematiske overbetaling fra virksomhederne, der har været i en årrække. Som Statsrevisorerne også har konkluderet, har opkrævningerne været i modstrid med lovens intentioner. Vi har længe forsøgt at få bragt orden i det, og derfor er det meget tilfredsstillende, at det nu er lykkes.

Relateret indhold