Utætte byggerier kan koste håndværkere

Allerede fra 2020 ventes samtlige nybyggede huse at skulle trykprøves, før byggeriet kan godkendes ? og viser det sig, at huset er utæt, kan det hurtigt blive meget dyrt at udbedre.
Pressefoto: Stark.
Pressefoto: Stark.

Siden BR15 trådte endeligt i kraft i 2016 har det været et krav, at 10 procent af alle nybyggede huse trykprøves inden aflevering. Kravet forventes imidlertid allerede i 2020 at blive udvidet til at gælde samtlige nye boligbyggerier.

Dermed er det blevet endnu vigtigere, at landets håndværkere har tæthedskravene for øje, når de udfører bygningens klimaskærm. For viser det sig, at der er for store utætheder, kan det hurtigt blive dyrt at udbedre. Det skriver Stark i en pressemeddelelse.

– Består huset ikke trykprøven, falder det ofte tilbage på de udførende. Branchen har allerede set eksempler på firmaer, som har fået revet gulvtæppet væk under sig på grund af de ekstra omkostninger, en utæthed kan give. Man skal huske, at dampspærren i bedste fald kun kan repareres, når for eksempel vægbeklædningen pilles af og efterfølgende erstattes.

Det forklarer Starks kategori- og markedschef Allan Jakobsen, der er ansvarlig for kædens klimaskærmsløsninger. Han suppleres af faglærer Johnny Lundgreen fra Roskilde Tekniske Skole, der selv er uddannet tømrer:

– Konstruktioner som dampspærrer, vindspærrer og undertag er i dag nogle af bygningens absolut vigtigste, men er også blevet utroligt komplicerede at udføre. Derfor er det endnu vigtigere end før, at man vælger de rette løsninger og bl.a. sikrer sig, at delene spiller rigtigt sammen, siger Johnny Lundgreen.

Relateret indhold