Stor sammenlægning i udlejningsbranchen

GSV Materieludlejning og Pitzner Materiel lægges nu sammen efter de er opkøbt af kapitalfonden CataCap.
Pitzner Materiel og GSV Materieludlejning lægges nu sammen. Pressefoto.
Pitzner Materiel og GSV Materieludlejning lægges nu sammen. Pressefoto.

Om CataCap

  • CataCap investerer i mindre og mellemstore danske virksomheder, som har markant udviklingspotentiale og en nyskabende forretningsmodel med langsigtet eksistensberettigelse.
  • Idégrundlaget er at katalysere holdbare niveauskift gennem en systematisk og konsekvent tilgang til styrkelse af forretningsudvikling, operationelle processer og ledelseskompetencer i et aktivt samspil med en række strategiske partnere og virksomhedernesledelse og medarbejdere.
  • CataCap opererer med en udvidet organisation, hvor Fondens egne folk suppleres med Operating Partners, faste Udviklingspartnere og Sector Advisors, hvorfra de enkelte teams omkring hver ny investering rekrutteres.

Et stort opkøb og sammenlægning er nu en realitet i den danske udlejningsbranche. Således har kapitalfonden CataCap sammen med Danica og franske Access Capital Partners opkøbt og sammenlagt to af Danmarks førende materieludlejere, GSV Materieludlejning og Pitzner Materiel.

Til sammen udgør de en one-stop shop og sætter sig på knap en femtedel af materieludlejningsmarkedet, der omsatte for over tre milliarder kroner i 2014. CataCap bliver hovedaktionær i firmaet, der fortsætter under navnet GSV Materieludlejning. Topledelsen fra GSV Materieludlejning træder også ind som medejer.

Opkøbet og sammenlægningen er den fjerde investering for den godt to år gamle kapitalfond CataCap, der fokuserer på små og mellemstore virksomheder med højt vækst- og udviklingspotentiale. Med franske Access Capital Partners og Danica som co-investorer er det anden gang, at CataCap hiver en udenlandsk investor med ind i en dansk virksomhed.

– Vi har længe haft kig på det meget fragmenterede materieludlejningsmarked herhjemme. GSV og Pitzner kommer fra forskellige udgangspunkter, og står begge stærkt i markedet. Hvor GSV har leveret kraftig vækst i toplinje og indtjening drevet af et stærkt kunde- og produktfokus, har Pitzner optimeret indtjeningen igennem implementering af et af branchens mest avancerede flådestyringssystemer over samme periode. Sammenlægning af de to virksomheder er derfor et ønskescenarie, og vi ser frem til at udvikle det nye GSV sammen med ledelse og medarbejdere, siger Vilhelm Hahn-Petersen, partner i CataCap, i en pressemeddelelse.

Bredt sortiment

Det nye GSV, der udlejer maskiner og materiel til byggefirmaer, entreprenører, samt offentlige og industrielle kunder, har cirka 250 ansatte og et landsdækkende depotnetværk. Selskabet får en meget bred produktportefølje, der blandt andet tæller lifte, platforme, stilladser, pavilloner og skurmateriel samt bygge- og anlægsmateriel, der bruges til at løse anlægs-, jord- og byggeopgaver.

– Det nye GSV bliver en one-stop shop for kunderne. Jeg ser frem til at kunne tilbyde vores kunder et bedre og bredere produktsortiment og et endnu højere serviceniveau, fortæller nuværende administrerende direktør i GSV Dan Protin, der bliver administrerende direktør og medejer i det nye selskab.

Den nu tidligere bestyrelsesformand af Pitzner Materiel, Morten Pitzner, ser også sammenlægningen som det helt rigtige træk.

– Pitzner og GSV komplementerer hinanden på rigtig mange områder. Dermed skaber sammenlægningen nogle helt unikke muligheder for både kunder og medarbejdere. Jeg ser frem til at følge udviklingen, siger Morten Pitzner.

Carsten Knudsen, der har stor international industrierfaring fra direktørstillinger i Maersk-gruppen, ISS og Esko, bliver ny bestyrelsesformand i GSV Materieludlejning.

Relateret indhold