Stark kan i en pressemeddelelse fortælle, at de over de næste seks måneder investerer et større millionbeløb i at opgradere sine forretninger og anlæg på tværs af hele region Storkøbenhavn.
Formålet er ifølge Stark, at det skal styrke byggemarkedskædens service- og leveringsmuligheder i forhold til de tusindvis af professionelle håndværkere, der hver dag benytter forretninger og services i forbindelse med deres arbejde.
– Der vil være stor byggeaktivitet i regionen de næste mange år, og håndværkerne arbejder efter stramme tidsplaner, der kræver, at alle processer så vidt muligt spiller. Det stiller høje krav til os som leverandør. Vi skal således kunne byde ind med den service, det sortiment og den logistiske kapacitet, der kan bidrage til at gøre håndværkernes arbejdsdage så ubesværede og effektive som muligt, fortæller regionsdirektør Lasse Frederiksen og fortsætter:
– Håndværkerne har i stadigt større omfang behov for fleksible partnere, der tilpasser løsningerne og formår at være på forkant, også når det går rigtigt stærkt. Det gælder, uanset om vi snakker om bredden i sortimentet, præcision i leveringerne, et højt fagligt niveau i rådgivningen eller kundeoplevelsen ude i forretningerne. Investeringerne skal derfor sikre, at vi indfrier alle disse krav i takt med udviklingen.
Større butikker
Blandt de mest markante investeringer er udvidelsen af Danmarks første døgnåbne byggemarked, Stark City 24-7 på Fragtvej i København, med yderligere 6000 kvadratmeter asfalteret og delvist overdækket lagerareal. Over de seneste fem år har forretningen fordoblet sin omsætning, og allerede i dag sender den hver morgen 20-25 lastbiler af sted med materialer til håndværkere i hele regionen.
Investeringerne på Fragtvej indebærer også markante opgraderinger af drive-in-forholdene og infrastrukturen på matriklen. Dermed bliver det endnu lettere at komme effektivt rundt i området til gavn for både håndværkerne og Starks egne logistikmedarbejdere.
En anden af regionens forretninger, der snart kan byde håndværkerne indenfor til en væsentligt forbedret kundeoplevelse, er Stark Roskilde Ø. Her slår man efter planen allerede i juni dørene op til en helt ny håndværkerbutik, som med sine 1200 kvadratmeter butiksareal bliver tre gange større end den hidtidige og byder på et fire gange så stort sortiment.
Ud over Stark City 24-7 og Stark Roskilde Ø omfatter de igangværende opgraderinger blandt andet Starks forretninger i Ishøj, Brøndby og Glostrup, ligesom en modernisering af Stark Frederiksberg er på planen til at skulle igangsættes i nærmeste fremtid.