Med opbakning fra regeringen, Folketingets partier, Region Midtjylland og Herning Kommune har SkillsDenmark ansøgt WorldSkills Europe (WSE) om værtsskabet, og afgørelsen skulle være truffet på WSEs generalforsamling i denne uge.
Men generalforsamlingen, som skulle holdes i Østrig, er nu udskudt til september, hvor Østrig skal være vært for dette års EuroSkills. Det er aftalt med WSE og hollænderne, at begge nationer sætter deres kampagner for at vinde værtsskabet i bero indtil 28. august.
– Det var nemt at nå til enighed om det naturlige i en udsættelse, som ikke får nævneværdig betydning for tiden til forberedelse, hvis vi vinder. Nu må vi bare afvente afstemningen til september. Danmark har forberedt sig bedst muligt, og vi har budt ind med en samlet pakke, som er absolut godkendt af inspektørerne fra WSE, siger SkillsDenmarks direktør Simon Neergaard-Holm.
I Danmarks bud er Messecenter Herning udset som rammen for EuroSkills 2024 – en begivenhed, der trækker de dygtigste unge håndværkere fra 30 nationer til kamp om Europamesterskaberne i en lang række fag.