It-virksomheden SimplySo fra Aarhus har lanceret et nyttigt værktøj, der kan hjælpe både små og store virksomheder i branchen med at indhente, sammenligne og udvælge tilbud fra forskellige leverandører.
Virksomheden SimplySo har lavet et værktøj – med samme navn, nemlig SimplySo Tender – så man nu på en helt ny måde kan administrere tilbud. Med en indbydende brugerflade, der minder om de sociale mediers, kan man specificere det ønskede produkt eller den ønskede ydelse og skubbe beskrivelsen ud til de relevante modtagere. Alle indhentede tilbud og al kommunikation herom optræder i overskuelige “tråde” uden en eneste mail frem eller tilbage.
Især i byggeriet
– SimplySo Tender vil være til gavn for alle virksomheder, hvor indkøb spiller en vis rolle, men er særligt anvendeligt i byggebranchen, da der er mulighed for at kombinere Tender med et projektmodul, hvor al kommunikation, udveksling af tegninger og indkaldelse til byggemøder kan håndteres. Håndværksfirmaerne sparer tid på administrationen, og samtidig får de varerne billigere, da det med vores system rent faktisk kan betale sig at indhente tilbud på selv små ordrer i stedet for at købe dem dyrt i det nærmeste byggemarked, siger Mads Nikolaj Bessing, COO i SimplySo.
Værktøjet fungerer som et ekstra lag ovenpå Microsoft SharePoint, som mange virksomheder allerede har. Der kræves ikke ændringer i SharePoint, og data lagres på virksomhedens eksisterende løsning.
Let og brugervenligt
Ifølge virksomheden selv er det især simpliciteten, der adskiller SimplySo Tender fra de konkurrerende systemer.
– Når vi fortæller om SimplySo, hører vi ofte sætningen: “Det ville være fantastisk, hvis det, I siger, er sandt”. Selv it-folk har simpelthen svært ved at forstå, at vores produkt kan bruge SharePoint som motor til udføre de samme funktioner som de store systemer. Samtidig er det så enkelt at bruge, at selv den mest teknologiforskrækkede medarbejder kan finde ud af det, siger Mads Nikolaj Bessing.