Mureruddannelsen var det rette valg

Et smut forbi mekanikeruddannelsen og et forløb på en produktionsskole skulle der til, før 19-årige Helena Kruse fandt sit kald: Mureruddannelsen.
19-årige Helena Kruse håber, at en kampagne som Ditbarnsfremtid.dk kan få både unges og forældres øjne op for de fag, hvor der generelt både er gode praktik- og jobmuligheder.
19-årige Helena Kruse håber, at en kampagne som Ditbarnsfremtid.dk kan få både unges og forældres øjne op for de fag, hvor der generelt både er gode praktik- og jobmuligheder.

Om kampagnen

  • Forældrekampagnen Ditbarnsfremtid.dk har som formål at klæde forældre bedre på til at tale om uddannelse med deres børn og har særlig fokus på erhvervsuddannelserne. Fordi der er mangel på faglærte i Danmark. Og fordi alt for få ved, hvor gode job-, karriere- og videreuddannelsesmuligheder, der ligger i erhvervsuddannelserne.
  • Bag kampagnen står Den Regionale Ungeenhed (DRU), som er et samarbejde mellem Erhvervsskolen Nordsjælland og Region Hovedstaden, og de fem regioner i Danmark.
  • Kampagnen bakkes derudover op af Den regionale praktikpladsenhed i Region Hovedstaden, Danske Erhvervsskoler, Danske SOSU-Skoler, Skole og Forældre, LO-Hovedstaden, LO Danmark, DA, DI, 3F, Dansk Byggeri, Danske Maritime, Fremtidens Maritime Håndværker, EVU, Teqnik, Blik og Rør, Dansk El-forbund, Byggeriets Uddannelser, Hands On / Industriens Uddannelser, HK, HK Hovedstaden, Dansk Metal, SkillsDenmark, UU Danmark, Erhvervsskolen Nordsjælland, Dansk Maskinforhandler Forening, Maskinleverandørerne, Danske Regioner, KL, Dansk Erhverv og Den A.P. Møllerske Støttefond.

Det er ikke altid nemt at finde ud af, hvilken uddannelse man skal vælge, når folkeskolen er overstået. Det er 19-årige Helena Kruse fra Rødby et godt eksempel på. Hun beskriver sig selv som lidt af en drengepige, der ikke er bange for at få beskidte hænder. Derfor var hun efter 10. klasse sikker på, at hun ikke ville i gymnasiet. Der skulle dog et par omveje til, før hun landede på rette hylde i form af mureruddannelsen.

Det fortæller forældrekampagnen Ditbarnsfremtid.dk i en pressemeddelelse. Kampagnen har til formål at klæde forældre bedre på til at tale om uddannelse med deres børn og har særlig fokus på erhvervsuddannelserne.

Helena Kruse kastede sig i første omgang ud i mekanikeruddannelsen.

– Men det var ikke lige mig. Så tog jeg et år på produktionsskolen i Maribo. Her gik jeg egentlig på kreativ linje, fordi jeg er kreativ og godt kan lide at bruge mine hænder. Men så fik jeg mulighed for at få et forløb på håndværkerlinjen, hvor jeg fik smag for murerarbejdet. Herigennem tog jeg også til Moldova for at lave frivilligt arbejde og var med til at istandsætte et communitycenter. Og den oplevelse afgjorde det: Jeg ville være murer, fortæller hun.

Kræver præcision

Nu har hun så netop afsluttet grundforløbet på mureruddannelsen på CELF og er i gang med at finde en læreplads. For hver dag, der er gået på uddannelsen, er hun bare blevet mere og mere sikker på, at murerfaget er hendes helt rette kald.

– Det skal være millimeterpræcist og perfekt, og jeg er vild med, at man altid kan blive bedre. Det fedeste er helt klart at mure vægge op. Det er også sjovt at støbe gulv, sætte fliser op, fuge og pudse. Men fundamentet for at resten af din opgave bliver god er, at du laver en helt præcis opmuring, og den udfordring kan jeg godt lide, siger Helena Kruse.

Udover det håndværksmæssige kan Helena Kruse også godt lide, at der ligger meget teori bag murerfaget. Og så skal man lege en lille smule arkitekt og lære at bruge digitale tegneprogrammer.

– Vi har jo lært en masse om murermål og regler for mønstre og bruger et digitalt tegneprogram, hvor vi skal tegne konturer ind på millimetermål og fylde sten ind i, efter hvilket mønster eller hvilken struktur, opgaven nu har, fortæller hun.

Det er dog, når hun har mursten i hånden, hun trives bedst. Og her synes hun ikke, hun har haft problemer med at følge med drengene.

– Der er da nogle udfordringer i det fysisk, fordi man bærer mange sten på en dag, men jeg er i god træning nu. Måske kan det have en betydning i forhold til at få en læreplads, fordi folk ikke er så vant til at se piger i faget. Men så må jeg jo bare sørge for at vise, at jeg altså kan gøre det lige så godt som drengene, siger hun.

En god levevej

Helena Kruse er dog ikke bekymret. For hun ved, hun har valgt et fag, hvor der generelt både er gode praktik- og jobmuligheder. Og hun synes, både små murervirksomheder og kæmpe entreprenørfirmaer kunne være sjove at arbejde i.

– Som vores faglærer siger, så har han ikke bare givet os en uddannelse, han har givet os en levevej. Det tror jeg, mange ikke tænker over. Og det håber jeg, en kampagne som Ditbarnsfremtid.dk kan få både flere unges og forældres øjne op for. At udover at murerfaget er superfedt, så er der også gode penge at score i det, hvis man er dygtig til sit arbejde. Så det er en god vej at vælge for sin fremtid, siger hun og tilføjer:

– Og så tror jeg i øvrigt det er vigtigt ikke at give op. At vælge uddannelse kan være svært, så selv om man ikke lige får valgt rigtigt i første hug, er der altså håb endnu. Det er mit forløb et bevis på. Man er jo nødt til at finde ind til kernen af sin interesse.

Relateret indhold