LM Byg havde i 2015 sit hidtil bedste år, idet årsresultatet landede på 29 millioner kroner ud af en omsætning på over 400 millioner kroner, hvilket entreprenøren tilskrev sin specialisering i råhusbyggeri. Nu løfter entreprenøren sløret for sin 2020-plan, hvor der skal hentes flere markedsandele inden for råhus- og hovedentrepriser. Det skal resultere i en årlig vækst på hele 20 procent.
– De seneste fire-fem måneder har Carsten Mindegaard og jeg sammen med den øvrige ledelse brugt i strategirummet. Vi er netop blevet færdige, og det er en stærk og offensiv retning, vi lægger for dagen, men den er realistisk og i virksomhedens ånd. Vi kommer til at have langt større fokus på hovedentrepriser – primært fordi 50 pprocent i en hovedentreprise er råhuset, som vi jo er specialister i med vores egenproduktion, siger Hans Anker Nielsen, adm. direktør i LM Byg A/S.
De rigtige hold
Han fokuserer meget på at sætte det rigtige hold af medarbejdere, som kan realisere strategien.
– Vores strategimål kan ikke realiseres uden vores dygtige medarbejdere. Der er en specielt god ånd i LM Byg og et stærkt fællesskab, hvor alle støtter og hjælper hinanden med at nå vores fælles mål. Det gode samarbejde og den gejst, det medfører, udgør et kæmpe aktiv for virksomheden, siger Hans Anker Nielsen.
Den nye strategi betyder, at LM Byg inden for råhusentrepriser, der omfatter de store betonarbejder på projekterne, er i direkte konkurrence med bland andet NCC og MT Højgaard. Men så længe vækstpotentialet bliver realiseret i et kontrolleret forløb sammen med virksomhedens mange dygtige medarbejdere, er Hans Anker Nielsen overbevist om, at det er den rigtige vej at gå.