Glasindustrien: Vi hægtes af uden innovation

Glasproducenterne: Danmark er på vej til at blive hægtet af en udvikling hen imod et let, dynamisk og fleksibelt byggeri til moderne mennesker.
Glasbyggeri af den type, som Glasindustrien varsler: Højtisolerende og dynamiske facader, der tilpasser sig klima og miljø. Producent: Seele GmbH.
Glasbyggeri af den type, som Glasindustrien varsler: Højtisolerende og dynamiske facader, der tilpasser sig klima og miljø. Producent: Seele GmbH.

Arkitektur- og designlandet Danmark er under afvikling! Det skriver i hvert fald brancheorganisationen for de glasproducerende virksomheder i Danmark, Glasindustrien, i en kommentar på organisationens hjemmeside.

Ifølge Glasindustrien er byggeriets metode- og produktudvikling gået i stå og overlever kun på en repetition, der tilsyneladende er uden ende. Desuden er byggeforskningen underlagt tilbageskuende producenters interesser, og designere/arkitekter med noget på hjerte søger eksportmarkederne.

På plussiden noteres det, at mange udmærket ved, at noget bør gøres for at bremse stagnationen, for eksempel Dansk Arkitektur Centers direktør Kent Martinussen.

– Lette, fleksible og montagevenlige elementer er en trend. Men byggebranchen er ikke bare konservativ, den er også meget lidt risikovillig, vurderer Kent Martinussen.

To udfordringer

Regeringens byggepolitiske strategi understreger vigtigheden af at levere effektive og innovative løsninger: – De skal også bruges til at komme ud på de globale markeder, hedder det i klima -, energi – og bygningsminister Rasmus Helveg Petersens pamflet “Vejen til et styrket byggeri i Danmark.”

Hvordan kan man tro, at den vej skal bygges med syndfloder af beton, mineraluld og gammeldansk murværk, spørger Glasindustrien forundret?

To udfordringer har potentialet til at være gamechangers: 1) At vriste sig fri af en historisk byggetradition, der fra sikkert fundament er blevet til livstruende kviksand; og 2) at iværksætte en praktisk anvendelig dagsorden med udførende, som vil og kan engagere sig i at skrive det nye designsprog.

Økonomiske interesser

Der er mange økonomiske interesser i fremstilling og transport af betonelementer, mineraluld og mursten, også for mange til, at konservatismen her og nu forsvinder ud af byggeriet, konstaterer Glasindustrien og tilføjer:

Men det ændrer ikke ved, at det er en sandwich fra en præ-globalwarming æra, som i dag for længst har overskredet sidste salgsdato; alternativer har for længst indfriet kravene til et lavt pladsforbrug, høj isoleringsevne, et rigt genanvendelsespotentiale og et reduceret transportbehov.

Men vi bruger dem ikke, kan Glasindustrien konstatere. Med himmelstormende grundpriser til dynamiske interaktive metropolmennesker bør bygninger udvikles som praktiske samlemøbler i overstørrelse, præfabrikerede sæt af flytbare, lette og teknisk fuldt udstyrede unit-elementer med højeste genanvendelsesværdi, understreger Glasindustrien og efterlyser slankede materialer som stål, letmetal, lette facadebeklædninger, polymere isoleringstyper og glas.

Udviklingen kan foregå i et byggeteknologisk laboratorium til støtte for byggeriets R&D; Glasindustrien har døbt det Lean Building Danmark.

– Når omstillingen ikke allerede finder sted i fuldt firspring, er årsagen ikke fravær af viden men af vilje, vurderer Glasindustriens i sin kommentar og opfordrer sine egne medlemmer til at gå forrest i en kamp for en fremtidssikret og bæredygtig arkitektur, der kan bringe Danmark tilbage på en vinderplads indenfor international arkitektur og design.

– Tiden er til handling nu, lyder opråbet!

Relateret indhold