I Dansk Byggeris årlige analyse af erhvervsvenligheden i de danske kommuner ligger Favrskov helt i top, når det gælder indsatsen for, at elever i folkeskolen skal prøve kræfter med en erhvervspraktik. Det glæder borgmesteren i Favrskov, Nils Borring (S), at kommunalbestyrelsens indsats bliver anerkendt.
– Vi gør meget for at bringe erhvervsuddannelserne i fokus hos de unge, og det er dejligt, at det ser ud til at virke. Vi har en række virksomheder, der virkelig bakker op om arbejdet og åbner dørene for de unge og giver dem mulighed for at se og prøve kræfter med alle de spændende erhverv, som de også kan vælge at uddanne sig inden for. Den indsats skruer vi yderligere op for i det kommende år, siger Nils Borring.
Samarbejde med hånværkerskolen
Byrådet i Favrskov har besluttet at gøre en ekstra indsats for at fremme de unges valg af erhvervsuddannelser, og derfor er der igangsat en lang række forskellige initiativer, der omfatter elever på flere klassetrin. Den jydske Haandværkerskole har blandt andet etableret særlige undervisningsforløb og valgfag for de ældste skoleelever, mens elever fra 3. til 6. klassetrin har været på besøg på Aarhus Tech og Tradium for at bygge et hus i målestoksforholdet 1:20.
– Vi oplever en stor og positiv interesse for at deltage i aktiviteterne på erhvervsskolerne, hvor eleverne får mulighed for komme helt tæt på håndværksfagene. På sigt håber vi naturligvis på, at det smitter af på søgningen til uddannelserne inden for bygge- og anlægsbranchen, siger Nils Borring.
Erhvervsanalysen viser desuden, at beskæftigelsen i Favrskov er høj og langtidsledigheden lav, lige som de borgere, der oplever at blive ledige, hurtigt kommer i beskæftigelse igen.
Halter efter på AB18
Sammenlagt er Favrskov gået fra en 7. plads i sidste års analyse til en 20. plads i år. Det skyldes hovedsageligt, at Favrskov nogle gange vælger at gøre brug af præciseringer i forhold til AB18-betingelserne for bygge- og anlægsarbejde. Denne praksis betyder, at Favrskov på dette område flytter fra en førsteplads til en plads som nummer 57. Det bekymrer dog ikke borgmester Nils Borring.
– Vi træffer i byrådet de valg, der gavner Favrskov Kommune mest. Hvis vi vurderer, at der skal laves en præcisering til de anlægsopgaver, vi skal have udført, så gør vi det. Det koster, når Dansk Byggeri vurderer vores erhvervsvenlighed, men det tager vi med. Samlet set er vi tilfredse med at ligge i den bedste fjerdedel i analysen, som vi naturligvis vil gennemgå nøje for at finde inspiration til, hvor vi kan gøre det bedre fremadrettet, siger Nils Borring.