Sidste år bar præg af stigende efterspørgsel på bæredygtige produkter og løsninger i de danske byggecentre.
– Der er et større pres fra bygherrer om, at håndværkere har den nyeste viden om løsninger og innovative produkter, der kan gøre byggeriet bæredygtigt. Men for den enkelte håndværker kan det i en presset hverdag være tidskrævende at gennemskue, hvad det vil sige at bygge eller renovere bæredygtigt. Derfor er professionel rådgivning blevet et endnu vigtigere konkurrenceparameter for at kunne imødekomme omverdens krav til grønne løsninger, siger Palle Thomsen, adm. direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre.
Den stigende efterspørgsel på professionel rådgivning oplever man i landets byggecentre, hvor viden om nye, innovative løsninger de seneste år er blevet en topprioritet.
– Byggeriet tænker grønt, og vi oplever markant flere håndværkere, som det seneste år er begyndt at efterspørge rådgivning inden for bæredygtighed. Det stiller nogle helt nye krav til byggecentrene, hvor rådgivning ikke længere udelukkende er på produktniveau. Nu rådgives der på hele byggesituationen, så kunderne kan træffe valg, som er grønnere og mindsker det samlede ressourceforbrug, siger Palle Thomsen.
For at øge kendskabet til bæredygtighed i byggeriet hos de udførende håndværkere og kunderådgiverne i byggecentrene har Brancheforeningen Danske Byggecentre været med til at udarbejde guiden Vælg Bæredygtigt, som er fem principper for, hvordan der træffes mere bevidste valg af byggematerialer.
Det skærpede fokus på grønt byggeri kommer også til udtryk på den kommende Byggeri-messe til marts, hvor godt 300 producenter og leverandører vil præsentere de sidste nye løsninger til kommende byggeopgaver.