Finansloven skal holde hånden under vækst og arbejdspladser

Danmark står midt i en krise, og mange virksomheder kæmper for at holde sig oven vande. Den nye finanslov skal derfor sikre virksomhederne gode vækstbetingelser på både den korte og lange bane.
Jacob Holbraad er administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening. Pressefoto.
Jacob Holbraad er administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening. Pressefoto.

Regeringen fremlagde forleden sit forslag til næste års finanslov. Regeringen vil med blandt andet afsætte en milliardstor reserve til genstart af dansk økonomi. Samtidig vil regeringen bruge et milliardbeløb til en tidlig pension for udvalgte seniorer. Regeringen vil desuden finansiere en politireform ved at sætte arbejdsskadeafgiften op.

Finansloven skal sikre de bedst mulige betingelser for, at dansk erhvervsliv kan klare sig godt igennem krisen. Derfor er det positivt, at regeringen vil stimulere økonomien på kort sigt, som det eksempelvis er tilfældet med udbetalingen af de indefrosne feriepenge. Samtidig er det et godt signal til danske virksomheder, at regeringen er klar til at sikre danske arbejdspladser med en milliardstor reserve.

Det er dog afgørende, at politikerne med finansloven også lægger spor ud til at sikre vækstbetingelserne for dansk erhvervsliv på den længere bane. Der er brug for reformer, der sikrer flere hænder til virksomhederne. Her er forslaget om tidlig pension til raske seniorer den forkerte vej at gå. Christiansborg skal øge arbejdsudbuddet på andre måder, så vi samlet set ikke trækker medarbejdere ud af arbejdsstyrken.

Hvis man forhøjer arbejdsskadeafgiften, er der reelt tale om en ekstra skat på det at have medarbejdere ansat. Det vil ikke give et bedre eller mere sikkert arbejdsmiljø, men blot gøre det dyrere at drive virksomhed i Danmark. Det er den helt forkerte medicin at lægge flere byder på virksomhederne i en tid, hvor dansk erhvervsliv tværtimod har brug for hjælp.

Relateret indhold