Fiats strategiske pickup

Med pickup'en Fiat Fullback vil den italienske producent klemme sig ind på et vigtigt, globalt marked. Det sker med lånte, men gode og velafprøvede fjer.
Fiat Fullback er en kompetent arbejdsvogn, der bygger på Mitsubishi L200.
Fiat Fullback er en kompetent arbejdsvogn, der bygger på Mitsubishi L200.

Fiat Fullback D-Cab 2,4 DS

  • Motor: 2,4-liters turbodiesel med 180 hk.
  • Moment: 430 Nm v. 2500 o/m.
  • Transmission: 6-trins manuel.
  • Længde/bredde: 528,5 cm/180 cm.
  • Højde på lad: 85 cm.
  • Maksimal trailervægt: 3,1 tons.
  • Brændstofforbrug: 15.6 km/l (EU-norm)
  • Halvårlig ejerafgift: 3.870 kr.
  • Pris: 225.020 kr. plus moms.

Fiat køber ind hos andre bilproducenter i et ganske højt tempo i disse år. Et af de seneste indkøb er foretaget hos Mitsubishi, der nu må se sin berømmede L200 rulle afsted i versioner med Fiat-emblemer og -navneskilte.

Navnet Fullback skal måske hentyde til, at der er tale om en pickup i 1-tons klassen. Det vil sige, at den kan laste 1 tons. Det kan den dog kun, hvis vægten af føreren og brændstoffet inkluderes i lasten.

Gode chancer

Ved at købe sig ind på Mitsubishis samlebånd i Thailand har Fiat fået adgang til 38 års teknologisk erfaring med pickup-produktion. Ikke alene er L200 en af de længstlevende pickupmodeller i verden. Den er også en af de senest opdaterede modeller på markedet i øjeblikket. Bortset fra Toyota Hilux, der kom til Danmark i en ny generation sidste år, er L200 nyere end sine øvrige konkurrenter, fordi den udkom i en helt ny aftapning i 2015.

Dermed ser det ud til, at Fiat har foretaget et klogt, strategisk valg og skabt gode chancer for at kunne udbrede sit mærke på det hastigt voksende globale pickupmarked.

I Danmark begrænser markedet for firehjulstrukne, 1-tons ladvogne sig til et årligt salg på ca 650 biler. Her klarer L200 sig ganske godt og ligger på en tredjeplads på linje med VW Amarok. Sidste år blev der solgt 90 stk. L200-modeller, 192 stk. Hilux og 104 stk. Ford Ranger.

Arbejdsduelig

I Fullback er man aldrig i tvivl om, at man sidder bag rattet i en arbejdsvogn. Motoren giver sig tydeligt til kende, og ratudvekslingen er afstemt til kørsel i terræn. Den stive bagaksel har bomstærke bladfjedre, hvilket betyder, at bagvognen ikke byder på noget, der blot kan minde om personvognskomfort.

Til gengæld kan Fullback smøge ærmerne op, når det gælder. For eksempel kan man indkoble reduktionsgearet og aktivere differentialespærret på bagakslen (kræver udstyrspakke). Derefter kan man laste maskintraileren, hælde (næsten) et ton grus på ladet, fyre op under de 180 dieselheste og krydse ekvipagen gennem hjulsporene på byggepladsen.

Fornuftig pris

Det samme kan de seks andre pickup-rivaler på det danske marked. Men har man brug for at kunne trække klassens maksimale 3,5 tons på krogen, kommer man ikke helt i mål med Fullback. Og ønskes større komfort på asfalten med tom last, kan Nissan Navara eller Toyota Hilux være et bedre valg.

Navara påstås at have samme lasteevne med de mere komfortable skruefjedre på bagakslen, mens Hilux har gjort sine bladfjedre længere for større komfort.

Til gengæld ligger Fullback i et lavere prisleje end Navara og Hilux. Dog kan det undre, at Fullback er lidt dyrere end L200, mens denne tilmed har en bedre garanti.

Det kan der arbejdes på, men Fiat er jo også ny i ‘pickup-faget’.

Med låsbart center-diff og spær på bagakslen kommer Fullback frem overalt.
Med låsbart center-diff og spær på bagakslen kommer Fullback frem overalt.
Kabinen er ganske veludrustet, og der bydes på blandt andet lane-assist og 7 airbags.
Kabinen er ganske veludrustet, og der bydes på blandt andet lane-assist og 7 airbags.

Relateret indhold