Byggecentrene må leve med tomgang i væksten

Brancheorganisationen Danske Byggecentre efterlyser politiske tiltag, som kan skabe vækst i byggevarehandlen.
Byggebranchens omsætningstal for tredje kvartal af 2014 lader meget tilbage at ønske, viser en analyse fra brancheorganisationen Danske Byggecentre. Foto: Colourbox.
Byggebranchens omsætningstal for tredje kvartal af 2014 lader meget tilbage at ønske, viser en analyse fra brancheorganisationen Danske Byggecentre. Foto: Colourbox.

Dansk økonomi kører stadig i tomgang. Det viser en bredere analyse af dansk økonomi for tredje kvartal, som Danske Byggecentre netop har offentliggjort. Danske Byggecentre opfordrer samtidig til, at regeringen dedikerer den resterende tid indtil valget på at styrke væksten. For branchens omsætningstal i tredje kvartal lader ifølge brancheforeningen meget tilbage at ønske. Til gengæld ser byggebeskæftigelsen ud til at have stabiliseret sig. Om end det i Danske Byggecentres øjne er på et utilfredsstillende lavt niveau.

– 2014 har vist, at regeringen gør regning uden vært, når de fastlægger deres politik ud fra en forudsætning om vækst og fremgang i økonomien. Omsætningen i tredje kvartal viser, at der med lidt god vilje er tale om stagnation i byggevarehandlen. Selv med de positive briller er dette dog ikke et udtryk for, at omsætningen har stabiliseret sig, eftersom udløbet af Boligjobordningen må forventes at have forårsaget en ekstraordinær omsætning i dette kvartal. Omsætning der ikke kan aflæses i det samlede resultat, hvilket tyder på, at den “almindelige” omsætning har været væsentligt mindre end i samme periode sidste år, skriver Danske Byggecentre i deres analyse.

Lyspunkter trods alt

Der har dog også været lyspunkter, medgiver brancheforeningen.

– Således ser det ud som om beskæftigelsen i byggeriet har stabiliseret sig på cirka 148.000 ansatte, og det er også meget glædeligt, at udviklingen inden for de traditionelle håndværksfag ser ud til at være vendt. Der var i dette kvartal 3.000 flere beskæftigede inden for disse fag end i tredje kvartal sidste år. Selvom lyspunkterne er få, er de der, trods alt. Vi ved, at det har været et svært år for branchen, og butikkerne er trimmet og konkurrencedygtige. De har vist initiativ og villighed til at finde omsætning. Derfor er det positivt, at vi endelig ser fremgang i beskæftigelsen i de traditionelle håndværkserhverv. Det er både vigtigt på kort og lang sigt, siger Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre.

Dystert 2015

Forventningerne til fremtiden ser dog dystre ud, mener brancheorganisationen. Byggeriets konjunkturindikator opgør de til -11, og den dårlige stemning tilskrives meget negative forventninger til den fremtidige ordrebeholdning.

– 23 procent af branchen har negative forventninger til udviklingen i ordrebeholdningen i den nære fremtid. Dette kan tilskrives regeringens beslutning om at stoppe Boligjobordningen fra 1. januar. Vores klare anbefaling til regeringen og folketinget er at de i langt højere grad end i dag fokuserer deres politiske arbejde på at skabe rammer, der fordrer vækst i samfundet. I særdeleshed, hvordan de stimulerer det private forbrug, så vi undgår flere kvartaler med negativ vækst i privatforbruget, som vi har set i tredje kvartal. For det er ganske enkelt ikke holdbart, hvis ambitionen er, at Danmark skal ud af dette økonomiske ingenmandsland, siger Palle Thomsen.

Relateret indhold