Byggebranchen mobber mest

Analyse viser, at bygge- og anlægsbranchen ligger i toppen, når det kommer til mobning.
Der kan godt være en hård tone blandt ansatte i byggebranchen, som nu ligger i den kedelige ende i en undersøgelse om mobning. Foto: Colourbox.
Der kan godt være en hård tone blandt ansatte i byggebranchen, som nu ligger i den kedelige ende i en undersøgelse om mobning. Foto: Colourbox.

Det er ikke nogen hemmelighed, at mobning foregår på rigtigt mange arbejdspladser. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser nu i hvilke brancher, det står værst til. Og her ligger bygge- og anlægsbranchen i toppen. Det skriver Fagbladet 3F.

AE’s rapport bygger på en stor spørgeskemaundersøgelse om arbejdsmiljøet fra 2014 fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og kobler den med registeroplysninger om uddannelse, job og a-kasse. Og her viser det sig, at over 200.000 danskere føler sig mobbet på jobbet.

Deler man det op i brancher, ligger transport/lager, bygge/anlæg og industri/håndværk i toppen – skarpt forfulgt af sundhed/omsorg.

Mobning eller frisk tone?

Fagbladet 3F har talt med Åse Marie Hansen, professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab og NFA. Hun har forsket i mobning på arbejdspladser, og hun fortæller, at mobning koster samfundet milliarder i sygefravær.

– Tidligere mente man ikke, at den “hårde men kærlige tone” i bygge- og anlægsbranchen var mobning. Men mange forsvinder jo også ud af et sjak, måske fordi de ikke kan klare jargonen, og nogle vil nok opleve det som mobning, siger Åse Marie Hansen til fagbladet.

Lars Peter Andersen, psykolog og ekspert ved Arbejdsmedicinsk klinik Region Midt i Herning, mener dog, at man i forhold til byggebranchen måske skal se de høje tal i lyset af, at der på en byggeplads godt kan være en drillende omgangstone, der omtales som mobning. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de ansatte lægger så meget i det – hverken mobberen eller den mobbede.

Hos 3F vil man dog holde øje med problematikken, da mobning kan have stor indflydelse på arbejdsglæden.

Relateret indhold