Bølge af tyverier vil ramme håndværkerne

Håndværkere skal forberede sig på en bølge af tyverier i den kommende tid. Sådan lyder advarslen fra blandt andre Nordjyllands Politi.
Hold øje med håndværkstyve, lyder advarslen. Foto: Colourbox.
Hold øje med håndværkstyve, lyder advarslen. Foto: Colourbox.

Pas på, tyve er på togt.

Omtrent sådan lyder advarslen fra Nordjyllands Politi, der opfordrer til øget opmærksomhed i forhold til mistænkelige personer, der sniger sig rundt ved byggepladser og varebiler i skumringen.

Der er dog tilsyneladende ikke meget hjælp at hente fra ordensmagten, der i høj grad lader det være op til virksomhederne selv at klare ærterne. Det udtrykker Dansk Håndværk i hvert fald i en pressemeddelelse.

– Det er da fint, at politiet advarer på forhånd – blandt andet fordi grænserne nu er blevet åbnet og tyvekosterne dermed igen frit kan køres ud af landet. Men det er også vigtigt, at politiet selv bidrager aktivt til opklaringen, siger Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk.

Har ikke tid til at hente tyven

Den landsdækkende arbejdsgiverforening oplyser, at de får henvendelser fra frustrerede virksomhedsejere, der ikke føler at politiet gør nok for at finde tyvene. Ikke engang når mester og svende ligefrem kan fortælle, hvem det er, der i nattens mulm og mørke har hente kostbart værktøj fra firmabilerne.

– Jeg er netop blevet præsenteret for en sag, hvor firmaets svende på SMS fik tilbudt præcist det værktøj, der netop var blevet stjålet. Mester henvendte sig til politiet med oplysningen og den pågældendes telefonnummer. Men da man et par dage senere spurgte til sagen, var beskeden, at politiet ikke havde haft tid til at tage sig af sagen. Først to måneder senere kørte betjentene ud til den pågældende. Men på det tidspunkt kunne de ikke gøre noget – den pågældende havde nemlig ikke længere tyvekosterne, så bevismaterialet manglede, fortæller arbejdsgiverdirektøren.

Omrejsende kriminelle krydser grænsen

Det er den slags sager, der giver dyb frustration hos Dansk Håndværks medlemsvirksomheder. Ikke mindst når politiet nu ligefrem advarer om at en indbrudsbølge kan være på vej, sådan som det skete i avisen Nordjyske i forrige uge:

– Vi opfordre borgerne til at være ekstra opmærksomme i den kommende tid. Erfaringsmæssigt har vi set, at tyverierne spreder sig nordpå. Vi har tidligere set, at omrejsende kriminelle krydser grænsen og starter der og så bevæger sig op gennem Jylland, fortalte politikommissær Henrik Taagaard til avisen.

Regningen havner hos firmaerne

Men det kniber altså med at sætte ind, når forbrydelsen er sket. Og det får nu Dansk Håndværk til at frygte, at regningen i sidste ende havner hos virksomhederne selv.

– Vi kan da godt forstå, at politiet har meget at se til. Men forsikringsselskaberne strammer kravene til virksomhederne, hvis de vil beholde deres forsikring. Enten bliver prisen sat op, eller også kommer der helt særlige krav til firmaernes sikring i form af specialbyggede biler, alarmer, gps-sporing og så videre. Alt sammen ting, som virksomhederne selv må betale for. Så på den måde rammes de nu dobbelt, understreger Morten Frihagen.

Dansk Håndværk vil som opfølgning lave en rundspørge hos en gruppe af medlemsvirksomheder for at høre, hvor slemt det står til. Desuden har arbejdsgiverforeningen udarbejdet et infoark med råd om, hvordan medlemmerne kan sikre sig bedre mod indbrud.

Relateret indhold