Endnu er det meget nyt i branchen, men virksomheden Ulstrupsmeden forventer sig en hel del af deres egen patenterede opfindelse, Oprækværket, som er et opskydeligt rækværkssystem til blandt andet byggebranchen.
Det er udviklet af stilladsarbejdere til stilladsarbejdere for at give størst mulig sikkerhed ved montage af stilladser.
Rækværket er udformet i aluminium, hvilket er med til at give den lave vægt, som samtidig gør det lettere håndterbart. Rækværket har en vægt på maks. 14 kg.
Systemet monteres nedefra. Når delene er samlet, løftes det op og låses fast fra jorden med en enkel bøjle. Det betyder, at når man kommer op på næste dækhøjde, er der allerede rækværk oppe, og dermed vil selen bliver overflødig, så man kan bevæge sig frit og sikkert, når man monterer stilladset
Dette giver mere arbejdsfrihed til at bevæge sig frit på stilladset.
Rækværket fås både til langsider og endestykker og findes til stilladstyperne Layher, +8 og Bosta.