Om Byg-Erfa
- Byg-Erfas erfaringsblade er en del af “alment teknisk fælleseje”, forfattet af eksterne eksperter, samt kvalitetssikret og valideret af Byg-Erfas Teknikergruppe bestående af 9 eksterne eksperter.
- Fonden Byg-Erfa har siden 1977 virket efter retningslinjer udstukket af: Molio, Byggeskadefonden, Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse (BvB), Erhvervs- og Byggestyrelsen, Forsikring & Pension, Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet, BUILD, og Teknologisk Institut.
Ikke eksisterende eller mangelfuld fugtisolering mod det omgivende terræn er ofte årsagen, når der opstår fugtproblemer i kældervægge, fundamenter og vægge i stueetagen i ældre bygninger. Fugtproblemerne er i sig selv alvorlige men kan også medføre andre problemer i bygningerne.
Derfor er det afgørende at udbedre skaderne – og ikke mindst at fjerne årsagerne, så de ikke opstår igen.
– Opfugtning af kældervægge, fundamenter og krybekældre i ældre bygninger har negative konsekvenser for bygningernes vedligehold og kan betyde f.eks. nedbrydning af mursten og mørtel, afskalning af puds eller overfladebehandling, saltudfældninger og vækst af trænedbrydende svampe. I nogle tilfælde giver fugten endda mulighed for skimmelvækst, der kan medføre indeklimaproblemer, forklarer Poul Klenz Larsen.
Fugtindtrængning kræver omfattende reparationer
Poul Klenz Larsen er seniorrådgiver på afdelingen for miljøarkæologi og materialeforskning på Nationalmuseet – og er forfatteren bag de to nye erfaringsblade ‘Fugt i kældervægge og fundamenter – årsager‘ og ‘Fugt i kældervægge og fundamenter – afhjælpning‘ fra Fonden Byg-Erfa.
Her angives det, at udbedring af fugtindtrængning ofte kræver gennemgribende reparationer, for at der kan etableres tilstrækkelig isolering mod fugt i det omgivende terræn.
– Murede kældervægge og fundamenter var almindeligt anvendt frem til omkring 1920. I enfamiliehuse blev kældervægge også udført af uensartet beton, såkaldt murermesterbeton, men nyere kældervægge er ofte udført af beton- eller letbetonblokke. I nogle tilfælde er det senere ændringer og ombygninger, som er årsagen til en forøget fugtbelastning, forklarer han.
Smør soklen med tjære
Kældervægge kan være beskyttet mod fugt af hulrum i konstruktionen eller egentlige dobbeltmure, men den traditionelle metode til fugtisolering af kældervægge består i at berappe overfladen og stryge med to lag bitumen. Herefter afsluttes der med udkast af cementmørtel. Bitumen nedbrydes dog med tiden, når de flygtige stoffer fordamper, og der dannes små revner i tjærelaget, forklarer Poul Klenz Larsen.
– Er ydersiden mod jorden ikke tilstrækkeligt vandtæt og/eller drænet, suges fugten fra jorden vandret gennem konstruktionen og fordamper fra den indvendige side af muren. Fugttilførslen varierer hen over året og kan ophøre i tørre perioder. Udtørringen begrænses dog af fugttætte overfladebehandlinger.
Fugttransporten sker i fugerne
Når fugten trækkes lodret op i muren og fordamper over gulvniveau eller terræn, betegnes det som opstigende grundfugt. Opsugningen sker ved, at der dannes et indre undertryk, et sug, i de mindste porer, kaldet kapillarer, og fugten stiger da til det niveau, hvor den opsugede vandmængde er lig med fordampningen fra væggens overflader. Stighøjden øges med vægtykkelsen og overfladebehandlingens fugttæthed, forklarer Poul Klenz Larsen.
– Fugttransporten sker primært i fugerne, som udgør et sammenhængende netværk. I fuger af kalkmørtel sker opsugningen hurtigt, men ikke så højt. I cementholdige fuger er opsugningen langsommere, men stighøjden er teoretisk højere. Begge tilfælde kan have alvorlige konsekvenser. Hvis fugten når op til et indmuret bjælkelag uden fugtbeskyttelse, er der stor risiko for udvikling af råd eller svamp i tømmeret.
Vandret fugtspærre i gulvniveau
Bygninger efter ca. 1870 har som regel en vandret fugtspærre af skifer eller tjærepap mod fundamentet for at standse grundfugten. I nogle tilfælde kan der alligevel ses tegn på opstigende grundfugt, og det kan skyldes, at tjærepappen er nedbrudt, så den fugtstandsende effekt er forringet.
I andre tilfælde er terrænet udenfor hævet over fugtspærren, så der tilføres fugt fra terrænet, og denne fugt suges op i murværket. Også indvendige ombygninger af gulvet kan medføre ny fugtopstigning. Hvis gulvniveauet sænkes, og der blotlægges en del af fundamentet under fugtspærren, opstår der fugtskader nederst på væggen.
Ved ombygning af en hidtil uisoleret krybekælder til et nyt terrændæk med varmeisolering, ses der i nogle tilfælde en lignende effekt, men her er årsagen muligvis en nedsat opvarmning af sokkelen og fundamentet, angiver det omtalte erfaringsblad fra Fonden Byg-Erfa.
– Den mest effektive metode mod opstigende grundfugt er at indlægge stålplader i en vandret fuge mellem fundament og væg. Fugtspærren skal placeres i samme niveau som det fugtstandsende lag i gulvet, hvad enten det er en fugtmembran eller et kapillarbrydende lag. Hvis fugtspærren placeres for højt eller for lavt, er der risiko for fugtbelastning af indmurede fodpaneler, trægulve eller fugtfølsomme gulvbelægninger, slutter Poul Klenz Larsen.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';