At være en dygtig håndværker betyder ikke nødvendigvis, at man også er en dygtig leder. Hvor man som udførende havde fokus på arbejdet, skal man som chef også have fokus på ledelse, og det kan være en svær udfordring. I hvert fald er det et område, hvor mange håndværksmestre falder i en “fælde”.
– Jeg har arbejdet med håndværksmestre gennem mange år. Mange af dem er rigtig gode til at arbejde, men når de ansætter folk, bliver de ledere. Jeg oplever, at de har behov for sparring mv. i forhold til at lede en forretning. Mestrene har oftest meget travlt med virksomhedens daglige planlægning og drift, og dermed falder de i et “drifts-hul”. Jeg forstår godt risikoen, men det er vigtigt, at de også evner at træde et skridt tilbage i forhold til virksomheden og se på, hvad der burde gøres anderledes, siger Anita Hummelshøj Mikkelsen.
Hun driver til dagligt sin egen konsulentvirksomhed Hummelshøj, som arbejder med blandt andet ledelsesudvikling. Gennem tiltaget “Mesterværket” har hun skabt et netværk specielt henvendt til håndværksmestre. Her arbejder hun med håndværksvirksomhederne enkeltvis og i grupper.
– Min oplevelse er, at de ikke kommer i dybden, da de ikke ved, hvad deres behov er, og de, som godt kan se det, er for trætte til at agere, siger Anita Hummelshøj Mikkelsen.
Basale ting
Hendes formål er at hjælpe de håndværksvirksomheder med deres udfordringer.
– Jeg hjælper dem i forhold til ledelse, medarbejdertrivsel, MUS-samtaler og kommunikation. Der er nødt til at blive skabt nogle rammer omkring firmaet, og det kan jeg skabe i samarbejde med mestrene, siger Anita Hummelshøj Mikkelsen.
Konceptet indebærer ikke nogle højtflyvende ideer. Faktisk er det basale ting, som der arbejdes med, men det er ting, som hvis de ikke håndteres i tide og på den rigtige måde, kan blive en hæmsko eller en decideret trussel for virksomheden.
– Det er en stor øvelse for mesteren til at turde give slip på nogle opgaver. Jeg har oplevet flere, som mente at “ingen kan gøre det bedre end mig”. Men det pudsige er, at medarbejderne sjovt nok udvikler sig, når de bliver tildelt ansvar, pointerer Anita Hummelshøj Mikkelsen.
Hjemmearbejde
Hvis man deltager i Mesterværket, skal man gøre det af fri vilje. Ingen er med, fordi de har fået vredet armen om på ryggen.
– Mesterværket er ikke for alle. Det er for dem, som vil udvikle sig. Møderne ligger i arbejdstiden, da det for mesteren er en del af deres arbejde at videreudvikle sig selv og firmaet. Min erfaring er, at når først de har taget beslutningen om at deltage, så deltager de fuldt ud.
Gennem deltagelsen i Mesterværket bliver mestrene sat sammen to og to. De får nogle opgaver med hjem, som skal behandles gennem regelmæssig kontakt. Der skal deles erfaringer og viden, og der skal opstilles mål, som den anden del af parret skal være tovholder på. Derudover kommer seks møder årligt i fællesskab med de andre i netværksgruppen. Heraf er en af dagene en hel kursusdag.
– Jeg hører for det meste fra mestrene, at når de har været på andre kurser, kommer de hjem med en mappe med informationer, som så ender i reolen, og derefter vender de tilbage til de gamle procedurer. Min tilgang er noget anderledes. Jeg er med dem og klæder dem på til opgaverne, og bagefter følger vi op, men de skal gøre arbejdet selv, siger Anita Hummelshøj Mikkelsen.
Ingen fine ord
Mesterværket gik i luften i februar i år. Anita Hummelshøj Mikkelsen har dog arbejdet med området siden januar 2009. Hun er i dialog med eksempelvis Dansk Byggeri, Håndværksrådet og Arbejdsgiverne om et fremtidigt samarbejde. Derudover har hun fået henvendelser fra flere revisorer, som ser et vækstpotentiale i deres klienters virksomheder gennem deltagelse i Mesterværket.
– Den første netværksgruppe er nu i gang. Mit mål er at kunne danne yderligere et par grupper i år. Den næste med start august 2016.
Hun har base i Odder syd for Aarhus, men geografien spiller i praksis ingen rolle.
– Min plan er med tiden at dække hele Danmark. Behovet er der. Min målgruppe ved ikke altid, at de har brug for mig, men når jeg er kommet inden for i deres firma, opdager de, at de kan bruge min viden til noget konstruktivt. Jeg tror ikke på fine og flotte ord alene. Der er meget “learning by doing” med mig på sidelinjen. Jeg giver dem et frirum, hvor de kan prøve tingene af, siger Anita Hummelshøj Mikkelsen.