Moesgaard Ny Museum i Skåde Bakker syd for Aarhus er kendetegnet ved sin 9000 kvadratmeter store græsklædte tagflade, som får bygning og omgivelser til at smelte sammen i en helhed.
– Når museet åbnes i oktober 2014, vil der være fri adgang til området døgnet rundt, og vi glæder os meget til at opleve, hvordan taget vil blive taget i brug af publikum, siger Jan Skamby Madsen, direktør i Moesgaard Museum.
– Det var en stor oplevelse for os alle på Moesgaard Museum, da taget på den nye udstillingsbygning begyndte at grønnes sidst på året 2013. Den store bygningskrop faldt på plads i det gamle herregårdslandskab og føjer sig naturligt ind som en bakke blandt bakkerne, fortæller han.
Højt ambitionsniveau
Bygningens særlige karakter stillede høje krav til tagkonstruktionen, og derfor leverede Byggros, som står bag tagløsningen, en projekttilpasset udgave af deres såkaldte semiintensive grønne tag til byggeriet.
– Noget af det unikke ved dette projekt er, at det grønne tag er tænkt ind fra starten som en væsentlig del af bygningens udtryk og funktion, forklarer projektleder hos Byggros Anja Pelle og fortsætter:
– Ambitionsniveauet har været meget højt, og der er blevet tænkt meget over, hvad der skulle laves, og hvordan vi skulle lave det. Blandt andet krævede taghældningen, at vi byggede taget op med en rodhæmmende tagpap i stedet for den rodspærrefolie, som oprindelig var beskrevet i projektet, for at undgå, at opbygningen gled ned.
En del af landskabet
Tagfladen er desuden blevet tilsået med den samme enggræsblanding, som vokser i landskabet umiddelbart omkring bygningen. Hensigten er at få bygningen til at fremstå som en del af landskabet, og derfor skulle der laves optimale vækstbetingelser på taget.
– Vi har etableret et gennemgående drænlag, der effektivt sikrer håndtering af regnvand under opbygningen, og sammen med specialsubstrat sikres derved de optimale vækstbetingelser for enggræsset, fortæller Anja Pelle.
– Vi har desuden valgt at anvende drænplader i genbrugspolystyren frem for de flamingoplader, som oprindelig var beskrevet i projektet, for at sikre, at taget også bliver effektivt afvandet i fremtiden. Resultatet er et grønt tag, som båd kan holde til at blive brugt for eksempel til koncerter og samtidig forbliver levedygtigt mange år frem.