De tre finalister
- Træ, Aarhus Sydhavn
- Kontorbyggeri: 20 etages træhus
- Samlet klimapåvirkning: 8,8 kg CO2-ækv./m2/år (foreløbig)
- Areal: 14.850 kvm
- Bygherre: PFA Ejendomme Lav
- Entreprenør: Kaj Ove Madsen A/S Aarhus
- Arkitekt: Lendager
- Ingeniør: Artelia
- Tversted House, Tversted, Hjørring Kommune
- Boligbyggeri/erhverv: Enfamiliehus kombineret med et keramisk værksted
- Samlet klimapåvirkning: 6,0 kg CO2-ækv./m2/år
- Areal: 204 kvm
- Bygherre: Dorthe Hansen
- Entreprenør: KeKa Byg v/Keld Karlsson
- Arkitekt: nikolova/aarsø
- Ingeniør: Structured Environment
- MiniCO2 Etagehus Træ, Fredericia
- Boligbyggeri: Etagehus i 5 etager
- Samlet klimapåvirkning: 7,7 kg CO2-ækv./m2/år
- Bæredygtighedscertificering: DGNB Guld
- Areal: 600 kvm
- Bygherre: Realdania By & Byg
- Entreprenør: Egil Rasmussen
- Arkitekt: Jaja Architects, ONV Arkitekter
- Ingeniør: Artelia
Det 78 meter og 20 etager høje og 14.850 kvm store højhus Træ i Aarhus er så imponerende et byggeri, at dommerkomiteen bag prisen Årets Lavemissions Træbyggeri 2023 har valgt at se bort fra, at byggeriets samlede klimapåvirkning foreløbigt er 8,8 kg CO2-ækv./m2/år. Det er en smule højere end kravene til den frivillige bæredygtighedsklasse, som er et af de kriterier, de nominerede ellers skal opfylde.
– Vi er i dommerkomiteen bevidste om, at byggeriets foreløbige LCA-beregninger ikke til fulde opfylder kravene til lavemissionsklassen, men der er fundet potentialer for at nedbringe CO2-udledningen, så byggeriet falder ind under lavemissionsklassen, siger Martin L. Petersen, bestyrelsesformand for Træ i Byggeriet, der uddeler prisen.
Læs også: Træbyggeri i højden: Brandklasserne er slet ikke så farlige
Kontorbyggeriet i Aarhus Sydhavn er med sine 20 etager Danmarks højeste træhus, opført med massive limtræsøjler med mellemliggende CLT-dækskiver og træelementer i facaderne.
Der er også arbejdet med en lang række innovative løsninger i genbrug af gamle byggematerialer. For eksempel består facadebeklædningen af gamle aluminiumsplader, solafskærmningen af udtjente vindmøllevinger og de akustikregulerende loftsplader udføres af omdannet PET-plastik.
– Byggeriet Træ repræsenterer med sin innovative tilgang til byggeproces og materialevalg en ny måde at tænke byggeri på. Projektet skubber til gældende lovgivning og rykker ved grænserne for, hvordan vi bygger højhuse i dag med træ og genanvendte materialer, forklarer Martin L. Petersen om byggeriet, der også har fået sin egen YouTube-kanal.
Her følger arkitekt bag, Anders Lendager fra arkitektvirksomheden Lendager, og tegneren Anders Morgenthaler, der bl.a. er fortaler for en mere bæredygtig verden med lavere CO2-udledning, opførelsen af byggeriet.
Vil hylde visionære træbyggerier
Træ i Byggeriet har, i et tæt felt med flere spændende byggerier, udvalgt de tre projekter, der skal dyste om prisen som Årets Lavemissions Træbyggeri 2023. Her er Træ det ene, mens også Tversted House og MiniCO2 Etagehus Træ, der står i Fredericia, er med i opløbet til prisen, der vil blive præsenteret på konferencen Build in Wood til maj.
Læs også: Kvaliteten af træbyggerier skal op – ny mand er på opgaven
Prisen har til formål at hylde visionære træbyggerier i Danmark med særligt fokus på bæredygtige tiltag, lavt klimaaftryk og spændende design. Og på de parametre skuffer dette års finalister ikke, lyder det fra Martin L. Petersen:
– Dette års finalefelt består både af et etplanshus og fleretagersbyggerier, men fælles for dem alle er det særlige fokus på bæredygtige tiltag og lavt CO2-aftryk gennem blandt andet deklarerede LCA-beregninger i lavemissionsklassen og miljøcertificeringer for ikke at glemme enestående design.
Skrappe krav
Formålet med prisen er at anerkende aktører indenfor byggebranchen, der opfører byggeprojekter med udgangspunkt i træ, – og som samtidig har fokus på, at byggeriet opføres bæredygtigt.
For at blive nomineret til Årets Lavemissions Træbyggeri skal følgende kriterier kunne opfyldes:
– Byggeriet skal være et dansk byggeri, der er under opførelse eller færdiggjort i 2023
– Byggeriet skal være et træbyggeri
– Byggeriet skal have en deklareret LCA-beregning (livscyklusanalyse) iht. gældende beregningsregler
– Byggeriets CO2-aftryk skal opfylde kravene til den frivillige bæredygtighedsklasse iht. gældende lovkrav (<8,0 kg. CO2 ækvivalenter/m2/år)
– Byggeriet skal helst være DGNB-certificeret eller på anden måde miljøcertificeret
Eksperimenterende og nyskabende
De kriterier opfylder Tversted House i den lille nordjyske badeby Tversted tæt på Hjørring. Huset er et skræddersyet boligbyggeri med tilknyttet keramisk værksted, hvor alle bærende konstruktioner og materialer er træbaserede. Selv fundament og terrændæk er udført helt uden anvendelse af klimabelastende materialer som beton og stål, men udført som en lastkompenseret løsning i celleglas.
– Tversted House er eksperimenterende og nyskabende i sit bud på, hvordan CO2-aftrykket kan sænkes i byggeriets sværeste bygningsdele. Det er også en showcase i, hvor mange måder træ kan indgå i et byggeri, og hvor meget af træet, der rent faktisk kan anvendes, lyder begrundelsen fra Martin L. Petersen, som tilføjer:
– Herudover er projektet i sin helhed et betydningsfuldt bud på, hvordan byggeriets parter gennem tæt samarbejde, ambition, vilje og motivation kan omstille byggeriet fra konventionelt til biobaseret byggeri uden at gå på kompromis med æstetik, funktionalitet og bygbarhed. ?
Udfordrer gældende normer
I Fredericia finder man finalisten MiniCO2 Etagehus Træ – et femetagers boligbyggeri, som indgår i et innovativt byggeeksperiment med fokus på sammenligning af byggematerialers klimsbelastning.
– Projektet adresserer to væsentlige udfordringer ved at bygge etageboliger i træ: kravene til henholdsvis brand og lyd i etagedæk. Gennem omfattende brand- og lydtest af ribbedæk med synlige træbjælker og biobaseret isolering udfordrer projektet gældende normer og muliggør synlige trækonstruktioner i etageboligbyggeri.
– MiniCO2 Etagehus Træ bidrager i høj grad med ny viden om brand- og lydforhold og er et vigtigt skridt mod implementering af præaccepterede løsninger til etagebyggerier i træ. Det er således et vigtigt projekt, der kan hjælpe med at bane vejen for en øget anvendelse af træ i etagebyggerier. Projektet demonstrerer potentialet i træ som primært materiale og skaber løsninger, der kan implementeres bredt i byggebranchen, lyder det fra Martin L. Petersen.
Sidste års vinder – dengang prisen hed Årets Bæredygtige Træbyggeri 2022 – var de 58 boliger i Bofællesskabet Kløverbakken i Odder, der imponerede med en samlet klimapåvirkning på 7,3 kg CO2-ækv./m2/år samt både Svanemærkning, FSC-træ og DGNB-certificering.