Sweco lancerer nu begrebet “den planetære byggeskik”, og det sker som led i arbejdet i innovationslaboratoriet Det Planetære Projekt, som virksomheden søsatte i 2024:
– En planetær byggeskik er ikke skabt endnu, og vi opnår den næppe med et enkelt projekt eller initiativ. Men det er vigtigt, at vi på tværs af fagligheder har modet til at skabe noget, vi kan stræbe efter – en byggeskik, der i fremtiden kan holde sig inden for de planetære grænser, siger Karl-Martin Buch Frederiksen, der er innovationsdirektør i Sweco og leder af Det Planetære Projekt.
Nyt Sweco-projekt udforsker den fremtidige indretning af Danmarks areal og landskab
Konkret er det planen at tage de første skridt mod den planetære byggeskik sammen med pionérprojektet Spottet i Skive.
Her har Sweco og Det Planetære Projekt lavet de indledende undersøgelser og udviklet visionsprojektet for et regenerativt egnshus med 40 mikroboliger, undervisningslokaler, værksteder og et stort åbent atrium, placeret på en tidligere slagterigrund midt i byen.
Mellem byrum og infrastruktur: Her er der plads til biodiversitet i hovedstaden
– Jeg tror, vi skal turde at lave byggerier, som viser, hvordan det planetære kan sætte nye standarder for fremtidens byggeri. Og det vil vi gerne være med til at demonstrere, siger Lars Fjalland, som er formand for Foreningen Spottet og direktør i Business Skive.
Ny podcast
Samtidig lancerer Sweco en ny podcast – Spottet – hvor klimajournalist Thomas Hebsgaard sammen med Karl-Martin Buch Frederiksen går på jagt efter den planetære byggeskik.

Over seks afsnit kommer de omkring sourcing og udvikling af biobaserede byggematerialer, waste-to-X, skaleringspotentiale og hvad vi kan lære af fortidens mere lokalitetsbestemte måder at bygge på.
Sweco giver københavnsk plads nyt liv
Medvirkende er blandt andre professor Katherine Richardson, medskaber af begrebet “planetære grænser”, Søren Vester, tv-vært, designer og pionér inden for biobaseret byggeri, samt en række af Swecos egne eksperter inden for arkitektur, miljøpåvirkning, natur og byggeri.
– Alle virksomheder står i den situation, at de er i gang med at miste deres uskyld. Og det skal vi hjælpe hinanden med. Vi skal hjælpe hinanden med at komme over på den anden side, hvor vi begynder at se fremad. Det er derfor, vi gerne vil etablere det her nye begreb, den planetære byggeskik – som noget, man sammen kan stræbe efter, siger Karl-Martin Buch Frederiksen.
Første afsnit udkommer på diverse podcastplatforme den 28. oktober.
