Det har længe lydt, at det ikke kan lade sig gøre at elektrificere energiintensive produktioner af f.eks. cement og stål.
Men nu viser ny publikation fra Rådet for Grøn Omstilling, at en del virksomheder har lovende teknologier, der demonstrerer, at elektrificering af selv højtemperaturprocesser på 1500-2000 grader (som er nødvendige i fremstillingen af cement og stål), er mulig.
– Det bobler frem med cement- og stålvirksomheder, der er lykkedes med at skabe nye processer til at elektrificere deres produktion. Vi står på tærsklen til en række gennembrud på området, som branchen og politikere bør lade sig inspirere af, så vi kan gøre os fri af fossile brændsler i den tunge industri, siger Jens Dahlstrøm, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.
Usikkert efter 40 år
Ifølge Jens Dahlstrøm bør den nye viden om elektrificering som mulighed munde ud i, at politikerne genovervejer, hvordan man bedst kan løse industriens klimaaftryk:
– Regeringen og en del af branchen har set sig blinde på CO2-fangst som den gyldne lappeløsning. Men vi har talt om CO2-fangst i 40 år, og det er stadig meget usikkert, hvad det kan levere. Derimod er direkte elektrificering på få år gået fra at være opfattet som en utopi ift. den energiintensive produktion til at være en reel mulighed.
Læs også: Styrker Danmarks grønne position med 1 mia. kr.
Han tilføjer:
– Vi bliver nødt til at åbne øjnene for, at elektrificering er en farbar vej, som er til langt mere gavn for klimaet, mere effektiv og dermed økonomisk rentabel.
Brug for tænkepause
Han mener derfor, der er brug for handling fra politikernes side:
– Direkte elektrificering skal være førsteprioritet i omstillingen generelt og nu sandsynligvis også af cement- og stålproduktionen. Så satsningen på CO2-fangst skal revurderes. Konkret foreslår vi, at man tager en tænkepause, før der investeres i mere CO2-fangst.
Læs også: Danskere skal teste nye internationale klimaværktøjer
Jens Dahlstrøm mener, at tænkepausen skal bruges til, at en uafhængig instans som f.eks. Klimarådet får tid og ressourcer til at lave en grundigere undersøgelse af forudsætningerne for CO2-fangst og mulighederne for elektrificering af tung industri. Denne praksis har man eksempelvis i Holland, hvor man hvert år vurderer, om CCS* er den bedste løsning til forskellige industrier.
Læs også: Branchen vil mere klimavenlige materialer – men ikke for enhver pris
– Derudover skal der midler til forskning, videreudvikling og implementering af teknologierne, og så skal der en højere CO2-afgift på cementproduktionen. Det vil kunne øje hastigheden af omstillingen af industrien væk fra fossile brændsler og over på strøm fra vind of sol, vurderer han.
*CCS står for ‘carbon capture and storage’, som er den samlede betegnelse for en række teknologier, der kan fange CO2.