Realdania-direktør: “Vi skal lære at elske genbrugs-æstetik”

På årets Circular Build Forum, hvor mere end 300 fagfolk fra hele byggeriets værdikæde deltager, har filantropidirektør Nina Kovsted Helk netop åbnet dag 2 med en klar opfordring i forhold til cirkulær omstilling.
Filantropidirektør i Realdania, Nina Kovsted Helk, åbnede dag 2 på årets Circular Build Forum på Hotel Nyborg Strand.
Filantropidirektør i Realdania, Nina Kovsted Helk, åbnede dag 2 på årets Circular Build Forum på Hotel Nyborg Strand.

– Jeg har glædet mig rigtig meget til at komme, for dagsordenen på denne konference – cirkulært byggeri og cirkulær økonomi – optager os meget i Realdania og vedkommer hele branchen.

Sådan lød det fra scenen, da filantropidirektør i Realdania, Nina Kovsted Helk, skød andendagen for årets Circular Build Forum i gang.

Læs også: Circular Build Forum samler byggeriets cirkulære tråde

Over de to dage, kongressen varer, deltager mere en 300 fagfolk fra byggeriet, og alles fokus var skarpt rettet mod scenen:

– Den cirkulære omstilling i byggeriet er stadig ny, kompleks og fyldt med svære spørgsmål og udfordringer. Men bagved ligger der jo en bunden opgave for os, der beskæftiger os med det byggede miljø: Vi er nødt til at ændre den måde, branchen i dag producerer og bygger på. Det er ikke en let opgave, og aktørerne i byggebranchen har behov for at samarbejde på tværs for at finde de nye løsninger og processer i byggeriet. Ellers tror jeg simpelthen ikke, at vi finder løsningerne – og slet ikke hurtigt nok, siger Nina Kovsted Helk.

Fjerner en sten på vejen

Hun henviste til Reduction Roadmap, der viser, at nybyggeri skal reducere CO2-udledningen med 96 % inden 2030, og at Realdania derfor har fokus på, hvordan foreningen kan understøtte, at byggesektoren bliver grønnere:

– Der påhviler os som filantropisk aktør en opgave med at bidrage dér, hvor markedet ikke kan eller har mulighed for at fjerne en sten på vejen – både i arbejdet med at omstille branchen og vores eksisterende bygningsmasse og helt specifikt i forhold til cirkulær økonomi.

Hun tilføjede:

– Vi kan naturligvis ikke fjerne alle barrierer, men vi kan på forskellige måder bidrage med for eksempel viden, der kan danne grundlag for beslutninger, der skubber branchen i en grønnere og mere bæredygtig retning, fortalte Nina Kovsted Helk.

Glem ikke æstetikken

Dernæst understregede hun, at æstetikken og arkitekturen ikke må glemmes i takt med, at mere og mere genbruges i byggeriet:

– Vi ved, at de fysiske rammer har betydning for vores livskvalitet. På disse breddegrader opholder vi os 90 % af tiden indenfor. Den grønne omstilling haster, men jeg tror på, at det helhedsorienterede blik ikke blot kan bidrage til den klima- og miljømæssig bæredygtighed, men også til den økonomiske og sociale. Hvis vi gør os umage.

– Igen, der er ingen nemme løsninger, men jeg tror på, at der er et potentiale her: At der netop i den grønne omstilling er mulighed for også at styrke vores livskvalitet og vores økonomi. Det skal der være, afsluttede Nina Kovsted Helk.

Relateret indhold