Positivt: Grøn cement giver akustikplader negativt CO2-aftryk

Troldtekt lancerer nu akustikplader med den patenterede cementtype FutureCem, der gør, at akustikpladerne optager mere CO2, end de udleder under produktionen
Produktionen af akustikplader på Troldtekts fabrik i Troldhede er over tiden blevet mere og mere bæredygtig. I dag indgår der eksempelvis fraskær fra akustikpladerne i cementen fra Aalborg Portland, der i den nye udgave FutureCem har et 30 % lavere C02-aftryk. Foto: Troldtekt
Produktionen af akustikplader på Troldtekts fabrik i Troldhede er over tiden blevet mere og mere bæredygtig. I dag indgår der eksempelvis fraskær fra akustikpladerne i cementen fra Aalborg Portland, der i den nye udgave FutureCem har et 30 % lavere C02-aftryk. Foto: Troldtekt

Grøn strategi

  • – Troldtekts forretningsstrategi har siden 2012 været tilrettelagt med det bæredygtige designkoncept Cradle to Cradle som det centrale element
  • – Troldtekt nærmer sig via eget biomassefyr, strøm baseret på vindkraft og et gradvist skift fra diesel- til el-trucks 100 % vedvarende energi på egen fabrik. I produktionen kommer 97,7 % af den forbrugte energi nu fra fornybare kilder
  • – Energiforbruget per produceret kvadratmeter er reduceret med 28,6 % på tre år
  • – Aalborg Portland genanvender smuld fra kantbearbejdning af Troldtekt-plader som råvare i ny cement. I 2020 modtog Aalborg Portland 3.347 ton fraskær som returlæs i de lastbiler, som leverer cement og ellers ville køre tomme retur fra Troldtekts fabrik
  • – Et pilotprojekt skal afklare, hvordan den ordning kan skaleres op til også at omfatte træbetonaffald fra nedrivning af bygninger
  • – I 2020 modtog Troldtekt DI Prisen for arbejdet med at øge sin konkurrencekraft via en grøn omstilling baseret på Cradle to Cradle.

– Vi arbejder kontinuerligt med at skærpe vores bidrag til den cirkulære økonomi og reducere CO2-aftrykket, og Troldtekt baseret på FutureCem er et stort skridt fremad. Det store fokus på cirkulære løsninger og mål om at begrænse brugen af jomfruelige materialer betyder nye skærpede krav om at øge brugen af genanvendt materiale i fremtidens byggerier, fortæller adm. direktør i Troldtekt, Peer Leth.

– Det betyder, at vi parallelt arbejder målrettet på produktudvikling med nye grønne løsninger på bindemidler, tilføjer Peer Leth, der kalder det en stor milepæl i Troldtekts arbejde med bæredygtighed, at træet i de velkendte akustikplader fremover bliver blandet med FutureCem i stedet for traditionel cement.

Optager mere CO2 end de udleder

FutureCem er en patenteret cementtype, som udnytter synergien mellem kalcineret ler og kalkfiller. På den måde kan en stor del af de brændte klinker i produktionen hos Aalborg Portland erstattes, og resultatet er cement med et 30 % lavere CO2-aftryk.

– Stort set hele CO2-aftrykket fra en Troldtekt akustikplade kommer fra cementen, og derfor batter det virkelig, at vi nu skifter til en grønnere cementtype. Vi har fået foretaget en livscyklusanalyse, som viser, at Troldtekt akustikplader baseret på FutureCem faktisk optager mere CO2, end de udleder, når vi måler på faserne i produktionen, tilføjer Peer Leth.

Læs mere under billedet…

Det er cementen, der giver akustikpladerne deres styrke, holdbarhed og brandsikkerhed. Cement som bindemiddel er derfor nødvendig i produktionen, siger adm. direktør Peer Leth, der er meget begejstret for, at Aalborg Portland nu har udviklet en cement, der tilgodeser klimaet. Foto: Troldtekt
Det er cementen, der giver akustikpladerne deres styrke, holdbarhed og brandsikkerhed. Cement som bindemiddel er derfor nødvendig i produktionen, siger adm. direktør Peer Leth, der er meget begejstret for, at Aalborg Portland nu har udviklet en cement, der tilgodeser klimaet. Foto: Troldtekt

Hvid cement kræver yderligere produktudvikling

De forskellige varianter af Troldtekt akustikplader indeholder enten grå eller hvid cement. I første omgang lancerer Troldtekt akustikplader, hvor FutureCem erstatter den grå cement, men ambitionen er, at også de Troldtekt plader, som i dag er med hvid cement, fremover skal være med FutureCem.

– Den potentielle CO2-besparelse er endnu større ved at erstatte den hvide cement, som udleder mere CO2 under produktion. Vi er fortrøstningsfulde, men det kræver yderligere produktudvikling, før vi når dertil, siger Peer Leth.

97,7 % vedvarende energi

Træet, som er den anden råvare i Troldtekt akustikplader, optager CO2 under opvæksten i de danske skove. Den indlejrede CO2 i træet er samlet set større end den mængde, som udledes under produktionen af FutureCem.

Og da fremstillingen af akustikpladerne på fabrikken i Troldhede foregår med 97,7 % vedvarende energi, går det samlede CO2-regnskab under produktionen i minus. Det minus øges endda under brug, hvor cementlaget i en Troldtekt plade over tid optager CO2 via den kemiske proces karbonisering.

– Det er cementen, der giver Troldtekt akustikpladerne deres styrke, holdbarhed og brandsikkerhed uden brug af skadelig kemi. De fordele er svære at opnå med andre bindemidler end cement. Derfor er vi meget begejstrede for, at Aalborg Portland har udviklet FutureCem, som både gør det muligt at tilgodese klimaet og bevare alle de velkendte fordele ved akustikpladerne, siger Peer Leth.

Ligesom de øvrige træbetonprodukter fra Troldtekt vil de nye akustikplader være certificeret efter det bæredygtige designkoncept Cradle to Cradle. Troldtekt baseret på den grønne cement er vurderet til Cradle to Cradles guldniveau, ligesom de klassiske Troldtekt akustikplader også avancerer fra sølv til guld. Certifikaterne forventes primo 2022.

Troldtekts akustikplader baseret på grå FutureCem er klar til levering fra februar 2022.

Relateret indhold