I januar i år trådte skærpede klima- og dokumentationskrav, som skal sikre en bæredygtig udvikling i byggebranchen for nybyg og renovering, i kraft. De nye krav omfatter blandt andet LCA-rapportering, som man måske ikke lige har hverken kompetencer, tid eller ressourcer til i særligt de mindre virksomheder.
Det har man f.eks. ikke i den midtjyske virksomhed Tømreren Silkeborg, der beskæftiger sig med renoveringsarbejde af blandt andet private boliger. Her er medarbejderne allerbedst til at istandsætte facader, renovere tage og udskifte vinduer og døre.
– Som lille virksomhed med kun tre ansatte råder vi ikke over ekspertisen til selv at udføre LCA-beregninger for vores projekter, ligesom vi ikke har økonomien til at have en medarbejder med sådanne kompetencer til at sidde in-house, fortæller tømrermester Ulrich Kristiansen, der kan spare tid ved at overlade LCA-analysen til andre.
I den lille virksomhed kan man nu benytte sig af modulproducenten ABC Pavilloners nye tiltag: Pavillonproducenten tilbyder som noget nyt at udføre LCA-beregninger for mindre virksomheder, der beskæftiger sig med byggerier på under 1.000 kvm.
Miljøansvarlig for ABC Pavilloner og Concept Living, Thomas Kildeby Pedersen, siger:
– Vi oplever, at flere mindre virksomheder i byggebranchen har svært ved at overskue det at skulle foretage LCA-beregninger, da de måske ikke besidder den fornødne viden om eller kompetencer til det. Da vi allerede leverer LCA-beregninger til større byggeprojekter på over 1000 kvm, og derfor har erfaring med dette, var det nærliggende at brede denne ydelse ud, så den nu også inkluderer de mindre virksomheder i branchen.
Foregår digitalt
Langt størstedelen af arbejdet med at foretage LCA-beregningerne til at foregå digitalt ved at tage udgangspunkt i tilsendte tegninger samt oplysning om materialer. Det vil sige, at der som udgangspunkt bliver tale om en landsdækkende ydelse, da der ikke er behov for fysisk at se den enkelte bygning, når beregningerne skal foretages.
– Selve ydelsen, som vi tilbyder, omfatter blandt andet udarbejdelsen af en LCA-rapport, som udgør en del af den dokumentation, der i dag er påkrævet i forbindelse med ansøgning af ibrugtagningstilladelse. De virksomheder, vi særligt tænker kan få glæde af vores ydelse, er for eksempel små håndværksmestre, der bygger og er totalleverandører af parcelhuse eller rækkehuse, og mindre typehusfirmaer samt ved opførelsen af institutioner som børnehaver, da de i langt de fleste tilfælde er under 1.000 kvm, siger Thomas Kildeby Pedersen.