Nyt fællesskab vil skubbe på de cirkulære løsninger

Meget mere samarbejde på tværs er nøglen, hvis det cirkulære byggeri skal i gang - det skal det nye VCØB Community hjælpe med.
Gamle byggematerialer kan ofte genbruges i nye byggerier - det er cirkulært genbrug og en ressource, som byggebranchen skal udnytte langt mere de kommende år. Foto: VCØB.
Gamle byggematerialer kan ofte genbruges i nye byggerier - det er cirkulært genbrug og en ressource, som byggebranchen skal udnytte langt mere de kommende år. Foto: VCØB.

VCØB Community

  • For alle virksomheder, der arbejder i byggebranchen, affaldssektoren eller beslægtede brancher.
  • Medlemmerne er bygherrer, rådgivere, entreprenører, nedrivere, ressourcestationer, byggevareproducenter, brancheorganisationer og forskningsinstitutioner, der arbejder med eller har interesse for cirkulært byggeri.
  • Medlemmer lige nu:
  • PensionDanmark, Lejerbo, Københavns Kommune, Roskilde Kommune, COWI, Vandkunsten, 3XN/GXN, HLA, JJW, Lendager, Tredje Natur, Enemærke & Petersen, NCC, Aarsleff, Kingo, Søndergaard, Tscherning, Fischer Lightning, Saint Gobain, Weeodfiber, Dansk Beton, Komproment, Havnens Hænder, Stark, A:GAIN, Norecco, RGS Nordic, Circle Bank, BUILD, DTU, CBS, SIRIUS Advokater, Dansk Standard, Vugge til Vugge og Byggeriets Uddannelser.

Byggebranchen har taget hul på det cirkulære byggeri, hvor gamle byggematerialer får nyt liv i nye byggerier. Med skure af genbrugstræ, nedknust beton i ny beton eller flamingo fra fiskekasser, brugt som isolering.

Men ofte sker genbruget i pionerprojekter eller lille skala, og skal det gå meget stærkere, med omstillingen til en mere miljøbesparende byggeproduktion, så kræver det en anderledes tilgang. Der skal ganske enkelt en større videndeling og erfaringsudveksling til mellem de forskellige aktører i værdikæden.

Derfor lancerer Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet (VCØB) det nye VCØB Community. Her skal alle typer af virksomheder, organisationer og institutioner, der arbejder i eller med byggesektoren, kunne bidrage til at finde cirkulære løsninger og sammen udvide markedet for dem.

Community’et som drivkraft og katalysator

VCØB Community udvikles i et partnerskab mellem rådgivningsvirksomheden Responsible Assets, Teknologisk Institut og Primetime Kommunikation.

Tine Lange, grundlægger af Responible Assets, beskriver VCØB Community som en katalysator for den cirkulære omstilling i byggeriet:

– Communitiet bliver en samlet platform, hvor medlemmerne sammen identificerer udfordringer, præsenterer løsninger og har adgang til valid, teknisk-faglig information om det, der virker. Det betyder, at flere får adgang til relevant viden på tværs af værdikæden – og at flere kan omsætte denne viden i cirkulære byggerier.

Ifølge Anke Oberender, leder af VCØB, så er håbet, at mange aktører byder ind med deres løsninger og erfaringer. Hun forventer, at communitiet kan bidrage til at bringe viden om cirkulære løsninger endnu bredere ud i byggebranchen.

– Vi forventer, at dialogen medlemmerne imellem vil betyde, at den viden og de vejledninger, som vi samler og producerer, vil blive spredt yderligere i branchen.

Vil skabe overblik og markedsdialog

Fra start har VCØB allerede over 30 medlemmer. De repræsenterer hele byggeriets værdikæde – fra bygherrer til nedrivere, forskere og byggevareproducenter. De peger samstemmende på, at mere dialog og samarbejde er altafgørende for den cirkulære udvikling.

Således siger Claes Lindtofte, Industrial Ph.d. hos RGS Nordic, der er et af medlemmerne:

– Mange af branchens virksomheder har erkendt, at genbrug og genanvendelse er en central opgave. Men der er endnu alt for få, som formår at drive forretning på det i stor skala. Der er brug for mere markedsdialog for både at finde praktiske løsninger og for at få en gennemsigtighed og et fælles sprog.

I Københavns Kommune, en af landets største bygherrer, sidder chefkonsulent Jens Runge. Han håber, at det nye fællesskab vil fremme markedsdialogen:

– Hvis VCØB kan samle producenter, entreprenører, rådgivere og forskere inden for emner som træ, beton, stål osv., så kan vi sammen bestemme, hvordan de brugte materialer bedst cirkuleres. Det vil skabe stor værdi for os og for hele byggebranchen.

VCØB lanceres 24. februar – deltag her

Den viden og løsningerne, der opsamles og udvikles i det nye community, bliver tilgængelige for alle på VCOB.dk, i Green Papers og på webinarer.

Første arrangement, som også markerer lanceringen af VCØB Community og det første Green Paper, finder sted som et webinar den 24. februar 2022.

Tilmelding kan ske her

Relateret indhold