Ifølge blandt andre Teknologisk Institut står bygge- og anlægsbranchen for 40 % af samfundets ressourceforbrug, 40 % af energiforbruget, produktionen af byggematerialer anslås at stå for mellem 10-15 % af den årlige CO2-udledning.
Et bud på en alternativ løsning er brug af maritime byggematerialer, og derfor gør ingeniør- og designvirksomhed Arup i håndbogen ‘Marine Biobased Building Materials’, der er udviklet på vegne af Nordic Innovation, status på udviklingen af regenerative maritime byggematerialer.
Læs også: Regenerativt byggeri får ny netværksplatform at stå på
Konklusionen lyder, at maritime byggematerialer udvundet af f.eks. alger, rørskov, kitin og søgræsser rummer store potentialer, hvis de i stor volumen og med lavt CO2-aftryk kan erstatte nuværende og mere klimabelastende materialer.
Peter Vangsbo, der er leder af Sustainability and Climate Services hos Arup, fortæller, at udvundet skånsomt kan produktion af maritime byggematerialer desuden have en positiv miljøeffekt på eksempelvis de danske fjorde og indre farvande ved at optage og dermed reducere kvælstofmængderne i havet.
Læs også: Dansk halmhus skal bidrage til genopbygningen i Ukraine
Hvis de blå byggematerialer kan blive en kommerciel forretning, er der tale om et potentielt Columbusæg, vurderer han:
– Potentialet i fremtidens maritime lavemissionsbyggematerialer er stort. Der er stadig i dag et godt stykke vej til, at der kan findes en solid business case, og derfor skal vi i byggesektoren anstrenge os og lede efter en forretningsmodel i et lidt bredere lys, hvor værdifulde afledte fordele som forbedret havmiljø, indtænkes, siger Peter Vangsbo og fortsætter:
– Med denne nye rapport har vi fået et samlet, stærkt – og måske nok så vigtigt – et fælles nordisk fundament for det videre arbejde. Vi ved, hvad udfordringerne og mulighederne er.
Solidt vidensgrundlag
Rasmus Malmborg, Lead, Nordic Sustainable Construction i Nordic Innovation, der er en organisation under Nordisk Ministerråd, håber, at den tekniske håndbog – med eksempler på marine biobaserede byggematerialer – vil inspirere byggesektoren til at se mulighederne for at bruge marine, biobaserede byggematerialer til at blive grønnere:
– Vi kalder det en guide og håndbog, og jeg er sikker på, at det vil give inspiration og nye ideer til nordiske beslutningstagere, planlæggere og forskere. Den giver et solidt vidensgrundlag og vejledning til at anvende og udnytte disse materialer og dermed opnå en grønnere byggesektor.