Om DK2020
- – Klimaprojektet DK2020 er startet af den filantropiske forening Realdania i 2019. Her fik i første omgang 20 kommuner mulighed for at afprøve internationale klimaværktøjer, brugt af megabyer som Los Angeles og London, og oversætte dem til en dansk, lokal klimaindsats. Siden er DK2020 vokset med KL og landets regioner som partnere og med i alt 94 kommuner. Derudover har Københavns Kommune som medlem af C40 allerede en færdig klimahandlingsplan.
- – I DK2020 skal kommunerne lægge en plan, der viser vejen mod klimaneutralitet senest i 2050 – inden for kommunens geografiske område. Alle væsentlige kilder til drivhusgasudledning lokalt skal udpeges, og derefter skal der lægges en klar plan for, hvordan de håndteres. Klimahandlingsplanerne skal blandt andet se på områder som transport, landbrug, energi, bygninger, byudvikling og kommunens egne biler og ejendomme.
- – Derudover skal klimahandlingsplanen komme med konkrete bud på, hvordan kommunen vil tilpasse sig klimaforandringer, inden planen til sidst bliver godkendt af det internationale bynetværk C40.
Sammen med KL gæster Realdanias adm. direktør, Jesper Nygård, og Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen tirsdag FN’s klimatopmøde i Glasgow, COP26.
Med sig har de en mission om at gøre klimaprojektet DK2020, som i dag omfatter intet mindre end 94 af landets 98 kommuner, til en kommunal eksportvare. En vare, som blandt andet Canada overvejer at tage med hjem:
– Når det handler om klimaløsninger, så ophæves reglen om, at man ikke må kopiere fra andre, fordi klimakampen er en kamp, vi kæmper på tid. Her spiller byerne en absolut nøglerolle, fordi de i dag huser mere end halvdelen af verdens befolkning. Og byerne er i den grad stemplet ind på den grønne dagsorden – det er de danske kommuners klimaarbejde i vores projekt DK2020 et verdenshistorisk eksempel på, siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania, og fortsætter:
– Derfor er vi ivrige for at bruge den internationale platform, som FN stiller til rådighed de kommende uger i Glasgow, til at overbevise andre landes borgmestre om, at de skal kopiere DK2020-modellen. En model, hvor kommuner samarbejder om at udvikle lokale klimaplaner på et niveau, så de lever op til de ambitiøse mål i Parisaftalen.
Uvurderlig viden
Realdanias ambition med DK2020 har siden opstarten i 2019 været at give danske kommuner mulighed for at løfte det lokale klimaarbejde til international best practice med inspiration og konkrete værktøjer fra megabyer i det internationale bynetværk C40.
– Realdanias samarbejde med C40 har givet os mulighed for at bringe deres internationale klimaværktøj med hjem til danske kommuner. Resultatet er uvurderlig viden om, hvordan C40’s værktøj kan bruges og omsættes til konkrete klimahandlingsplaner – også i mindre byer og kommuner verden over. Herunder byer, hvor landbrug fylder meget. Den viden vil vi rigtig gerne give videre til de mange borgmestre og lokale regeringer verden over, der lige nu kæmper samme kamp som os for et bedre klima, siger Jesper Nygård.
CO2-reduktion på 52 % i Sønderborg-området
Sønderborg Kommune var blandt de første i DK2020, der nåede i mål med en færdig klimahandlingsplan. Sønderborg Kommune er banebrydende gennem sit arbejde i ProjectZero – et partnerskab mellem kommunen og det højteknologiske, lokale erhvervsliv om at bringe CO2-udledningen fra energiforbruget ned på nul allerede i 2029.
Med DK2020-klimaplanen går kommunen flere skridt videre med indsatser inden for bl.a. energiforsyning, boliger, person- og godstransport, uddannelsesinstitutioner, virksomheder og landbrug. Blandt de største indsatser er Sønderborg Forsynings plan om at opsætte kystnære vindmøller.
– Jeg har en forventning om, at der kommer konkrete resultater fra COP26, for der har i mange år været gode visioner og intentioner for et bedre klima, men der har været alt for få handlinger til at skabe en mere bæredygtig verden, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune, og fortsætter:
– Det ansvar har vi påtaget os i Sønderborg Kommune, hvor hele Sønderborg-området er gået foran i kampen for C02-reduktioner. Her er vi stolte over, at samarbejdet mellem ProjectZero og kommunen, virksomheder, institutioner, skoler og borgere har givet en CO2-reduktion på 52 % siden 2007.
Han mener, at det netop er samarbejdet mellem mange forskellige parter, der skaber de klimarigtige løsninger, og at det er derfor, at Sønderborg Kommune i dag er en national og global rollemodel for bæredygtige modeller – samtidig med, at man har skabt 900 grønne arbejdspladser i Sønderborg-området.
I front med historisk høje klimaambitioner
I KL, der sammen med landets fem regioner er en del af partnerskabet omkring DK2020, ser direktør for klima, Laila Kildesgaard, store muligheder i at viderebringe erfaringer fra DK2020 til et internationalt publikum – herunder verdens lande, byer, interesseorganisationer og forskere:
– Som det første land i verden har tæt på samtlige kommuner i Danmark sat de grønne ambitioner på et tårnhøjt niveau i et klimasamarbejde og går nu efter at opfylde de ambitiøse mål i Parisaftalen. Det kommunale Danmark går i den grad i front med historisk høje klimaambitioner. Klimaudfordringerne skal løses lokalt, for klima handler om velfærd. Det handler om at undgå vand i kælderen, om mindre støj og forurening fra grøn transport, om affaldet, der skal genanvendes, om legepladsen, der også afleder de store vandmængder; det handler om bæredygtige løsninger i vores bygninger og mad i ældreplejen. Derfor er det en bunden opgave, at vi lykkes med en omstilling, hvor borgerne er tæt på de beslutninger, der træffes, siger direktøren i KL.