NorthSide-festivalen skal være et stort, grønt eksperimentarium

Det første NorthSide Sustainability Forum er netop blevet afholdt på Trælasten, Aarhus' grønne bydel. Målet er at bruge festivalen som vejviser for nye løsninger på en bæredygtig fremtid i tæt samarbejde med organisationer og virksomheder.
Godt 80 erhvervspartnere deltog på konferencen, hvor der blev diskuteret, hvordan man skaber en platform på NorthSide for virksomheder, der ønsker at teste nye, bæredygtige løsninger. Foto: KontraFrame.
Godt 80 erhvervspartnere deltog på konferencen, hvor der blev diskuteret, hvordan man skaber en platform på NorthSide for virksomheder, der ønsker at teste nye, bæredygtige løsninger. Foto: KontraFrame.

Det bæredygtige byområde i Aarhus indgik i 2019 et samarbejde med NorthSide for at kombinere festivalens klare grønne profil med udviklingen af Trælasten.

Nu er første NorthSide Sustainability Forum blevet afholdt, og godt 80 erhvervspartnere deltog på konferencen, som NorthSide står bag sammen med Aarhus Kommune og PensionDanmark.

Der blev generelt diskuteret, hvordan man skaber en platform på NorthSide for virksomheder, der ønsker at teste nye, bæredygtige løsninger. NorthSide ønsker nemlig at bruge festivalen som et stort eksperimentarium, og derigennem vise vejen for nye løsninger på en bæredygtig fremtid i tæt samarbejde med organisationer og virksomheder. Konkrete forslag gik blandt andet på lagring af energi og benyttelse af festivalpladsens infrastruktur resten af året og test af bæredygtige byggematerialer.

Første store festival på 100 % grøn strøm

Sustainability & Partner Manager hos NorthSide, Martin Thim, var en af oplægsholderne og facilitator på konferencen. Han løftede bl.a. sløret for at festivalen har fået lavet en fuld CO2-analyse, så man nu kan se den præcise miljømæssige gevinst ved nye tiltag og følge udviklingen år for år.

Derudover har Aarhus Kommune investeret yderligere i festivalpladsens energiforsyning, hvilket betyder, at man som den første store festival kan køre på 100 % grøn strøm fra elnettet, og dermed nu også kan søsætte en masse nye energiprojekter som fx. elkøretøjer.

Mikkel Melamies, projektudviklingsdirektør, PensionDanmark, var også blandt talerne Foto: KontraFrame.
Mikkel Melamies, projektudviklingsdirektør, PensionDanmark, var også blandt talerne Foto: KontraFrame.

Byområde af bæredygtighed og fællesskab

Mikkel Melamies, projektudviklingsdirektør hos PensionDanmark, var også blandt oplægsholderne. Han fortalte om Trælastens nye, grønne byområde med 70.000 kvm boliger og erhvervslejemål, der lever op til den højeste standard for bæredygtighed.

Der var også en rundvisning på Trælasten, hvor man kunne se, hvordan der arbejdes med genanvendte materialer, og hvordan der bliver tænkt i cirkulær økonomi.

Læs også: Trælasten går efter Platin

Trælasten har to bærende ledetråde som omdrejningspunkt for visionen for området: Bæredygtighed og fællesskab. Derfor er der i udviklingsfasen arbejdet med borgerinddragelse bl.a. gennem aktiviteter med NorthSide, da NorthSide deler de samme værdier omkring bæredygtighed, fællesskab og den lokale forankring i Aarhus.

Boligerne på Trælasten er designet til en bred målgruppe og vil blive et miks af almene boliger, ejerboliger og lejeboliger, herunder studieboliger, livsstilsbolig 50+ og familieboliger. Byområdet vil derudover også indeholde fælleshus og caféer, restauranter og butikker samt rekreative grønne områder og pladser. Trælasten afholder allerede nu åbne aktiviteter for lokale borgere, hvor omdrejningspunktet er bæredygtighed, iværksætteri, natur og meget mere.

Relateret indhold