Grøn omstilling af landets villaer skydes i gang

I tre kommuner skal nyt samarbejde skabe energieffektiviseringer og varmekonverteringer i enfamiliehusene.
Nye energieffektive vinduer, isolering af tage og udskiftning af gamle olie- og gasfyr er initiativerne der nu skydes i gang ude hos boligejerne. Foto: Gettyimages.
Nye energieffektive vinduer, isolering af tage og udskiftning af gamle olie- og gasfyr er initiativerne der nu skydes i gang ude hos boligejerne. Foto: Gettyimages.

Grønbolig.nu

  • Parter i projektet:
  • Kommunerne Skive, Middelfart og Helsingør.
  • Videncentret Bolius.
  • Videncenter for Energibesparelser i Bygninger (VEB).
  • ProjektZero, Sønderborg.
  • Danske Arkitektvirksomheder.
  • BAT kartellet.
  • TEKNIQ-Arbejdsgiverne.
  • DI Dansk Byggeri.

I Skive, Middelfart og Helsingør sættes der nu skub i den grønne omstilling ude hos parcelhusejerne. De tre kommuner har indgået et samarbejde med Videncentret Bolius i projekt grønbolig.nu. Det skal få boligejerne i til at sætte gang i energieffektivisering af deres boliger. Og til at udskifte gas- og oliefyret med varmepumper, fjernvarme og andre grønne energikilder.

Tanken i grønbolig.nu er, at den enkelte boligejer bliver tilbudt målrettede renoveringsløsninger, hvor lokale aktører som finansieringsrådgivere samt arkitekter, bygge- og installationsvirksomheder deltager i rådgivningen.

I projektet vil også tilskudspuljer som bygningspuljen og håndværkerfradraget indgå i vejledningen til boligejerne.

Projektet bygger videre på de positive erfaringer, der er opnået i ProjektZero, Sønderborg, hvor kommunens engagement i forhold til at aktivere boligejer til at gennemføre energibesparelser har været en succes set i forhold til andre kommuner i Danmark.

Store klimagevinster i sigte

Og der er noget at komme efter, viser analyser, både når det gælder om at nedsætte energiforbruget til opvarmning af boliger, og når det gælder omstilling til CO2-venlige opvarmningsformer.

60 procent af de danske enfamilieboliger har energimærke D eller dårligere. Hvis alle enfamilieboliger blev energiforbedret, så de fik et energimærke der er én klasse bedre f.eks. fra energimærke D til C, vil der opnås en reduktion på 940.000 ton CO2.

Og et skifte til fjernvarme eller varmepumper kan give en reduktion på 1.700.000 ton CO2.

Samarbejde mellem kommuner og private er afgørende

Og hos Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen er der er store forventninger til at indsatsen vil bære frugt.

– Når de gamle vinduer bliver skiftet ud, taget isoleret eller det sorte fyr bliver erstattet med en grøn varmepumpe, bliver der sparet på både energiregningen og CO2-udledningen, siger han i en pressemeddelelse.

– Den grønne omstilling handler om samarbejde – også på tværs af det kommunale og private. Det er samarbejdet her, som kommer både klimaet og lokalsamfundet til gode, et rigtig godt eksempel på.

Projekt Grønbolig.nu er netop blevet skudt i gang og vil løbe til udgangen af 2022. Målet er, at der opsamles konkrete erfaringer og anbefalinger, som kan inspirere andre kommuner og lokale aktører til at igangsætte aktiviteter, hvor boligejere energieffektiviserer deres bolig og udskifter olie- og naturgasfyr med fjernvarme eller varmepumper.

Relateret indhold