I morgen åbner Building Green i Aarhus Congress Center, hvor besøgende over to dage kan blive klogere på emner som klimatilpasning og fremtidens kystudvikling, byggeri inden for de planetære grænser, regenerative værdikæder mm.
På tre scener vil der være oplæg og debatter om grøn omstilling og arkitektur, og i rækken af udstillere er Niels Jakubiak Andersen, der er er grundlægger og ejer af byggevirksomheden Næste.

Her går man målrettet efter klimatallet – og ser på økonomien bagefter
Virksomheden blev grundlagt i 2019 og udfordrer den traditionelle opfattelse af skure som simple opbevaringsrum ved at skabe arkitekttegnede skure, hegn, møbler og plantekasser – alt sammen af genbrugstræ.
Niels Jakubiak Andersen fortæller, at der hvert år opføres en halv million skure i Danmark, og at der dermed ligger et stort og overset potentiale i at genbruge træet i sekundære bygninger.
– Alle skure i Danmark kan i princippet bygges med genbrugstræ, og det er en kæmpe mulighed for at reducere brugen af nye materialer. På den måde udnytter vi potentialet i de mange tusind tons træ, der i dag primært ender som spånplader eller biobrændsel. Vi har rigelige ressourcer uden genbrugspotentiale til de formål.
Strukturelle barrierer
Samtidig står byggebranchen dog overfor strukturelle barrierer, som gør det svært at integrere genbrugstræ i større konstruktioner, vurderer han.
Genbrugstræ kan – som det er i dag – nemlig ikke dokumenteres for styrke og brandforhold, og uden den dokumentation kan det altså ikke bruges i primært byggeri:
– Ikke alt i byggeriet skal nødvendigvis baseres på genbrugsmaterialer, men vi skal i stedet finde bestemte områder, hvor vi ret hurtigt kan skalere det op.

”Pris over bæredygtighed”: Arkitekter frygter for den grønne omstilling
På Building Green præsenterer virksomheden loungen ’Dit næste mødested’, der fungerer som et mikrokosmos i form af et lille gårdrum med plantekasser, bænke og skure.
Det at komme tæt på og mærke materialerne betyder meget, fortæller Niels:
– Når man mærker tømmeret, kan man virkelig fornemme kvaliteten. Vi vil gerne give deltagerne både sanselig oplevelse af genbrugsmaterialerne og samtidig vise, hvor stort potentiale skure faktisk har som et socialt mødested, siger han.
Building Green finder sted d. 9. og 10. april i Aarhus Congress Center.