Det er snart to år siden, at regler til bygningers klimapåvirkning, herunder krav om LCA-beregning for nybyggeri, blev indført i bygningsreglementet.
Siden har man fra politisk side besluttet at skærpe kravene, og denne hverdag har for mange udførende i byggebranchen skabt udfordringer i hverdagen, hvor klimafokus, CO2-snak, certificeringsordninger og dokumentationskrav er tidskrævende og kan synes uoverskueligt.
Til februar afholdes Håndværk-festivalen for andet år, hvor branchen samles i DSB’s gamle Lokomotivværksted i København til to dage med inspiration og vidensdeling for den udførende del af byggeriet.
Politisk aftale strammer klimakravene til nyt byggeri
– Vi lægger stor vægt på, at festivalen skal være inspirerende for de udførende. Det er vigtigt for os at skabe et mekka for dem, hvor de kan hente ny viden, samtidig med at de har mulighed for at netværke i en afslappet atmosfære, siger Sarah Elhauge, som er direktør hos Building Green, der står bag festivalen.
– Vores ønske er at sætte de udførende håndværkere i centrum, og derfor er det også vores pligt at åbne op og give plads til de leverandører, der har noget på hjerte. På den måde skaber vi en platform til, at de udførende kan blive oplyst i endnu højere grad.
Diskussion og politisk pres
På Håndværk kan besøgende bl.a. opleve arbejdende stande, værksteder, hvor der bygges, konkurrencer, udstilling med materialer og løsninger med mere bæredygtige tiltag.
Der vil også være diskussioner og debatter, underholdning og inputs fra bl.a. leverandører, fagforbund, politikere, uddannelser og andre, som har indflydelse på branchen.
En af virksomhederne på årets festival er Solartag, der tilbyder tagløsninger af hærdet glas med integrerede solceller, men som visuelt har samme udtryk som skifertag.
Building Green: Byggeriet skal bryde grænserne
Direktør Mikkel Karlsson ser dagene som en oplagt mulighed for at debattere det gængse syn på bæredygtighed i byggebranchen, og han mener, at man i højere grad bør se på, hvordan materialer kan skabe langsigtet værdi, der rækker langt ud over enkeltprodukternes miljøprofil:
– Som regelsættene ser ud i dag, er det bedre at lægge et konventionelt tag frem for et solcelletag. Men grøn strøm er samtidig med til at reducere energiforbruget og byggeriets samlede miljøpåvirkning. Her er noget, vi som branche bør diskutere samtidig med, at vi lægger politisk pres på for at skabe reelle forandringer.
Håndværk-festivalen bliver afholdt 5. og 6. februar 2025.