Et kæmpe uudnyttet potentiale: Første bygninger får svanemærket driften

PKA Ejendomme har som første bygningsejer fået svanemærket to bygninger i drift. Ambitionen er, at flere af selskabets ejendomme skal opnå den nye certificering.
De 130 boliger i Sygeplejerskernes Hus på Tagensvej i København fik for få år siden udskiftet 1.100 vinduer i en omfattende facaderenovering. Det har bl.a. haft en stor lydisolerende effekt. Nu er bygningens drift svanemærket. Foto: PKA.

I efteråret 2024 blev muligt at svanemærke bygninger i drift. Nu har de to første bygninger fået certificeret driften med Svanemærket.

Det er PKA Ejendommes to bygninger, beboelsesejendommen Sygeplejerskernes Hus i København N og PKA Ejendommes eget domicil i Skovlunde, der har opnået certificeringen med det officielle nordiske miljømærke.

Svanemærkets krav til bygningsdrift har to hovedformål: At passe godt på den del af bygningsmassen, der allerede er optimeret og har en høj kvalitet. Og at forbedre den eksisterende bygningsmasse gennem vedligeholdelse og optimeret drift.

Læs også

Svanemærket strammer kravene – og certificerer nu også kontorbyggeri

Svanemærkets krav til bygningsdrift er opdelt i ni hovedområder:

  • Energi
  • Klimaforandringer
  • Indeklima
  • Vand
  • Genanvendelse, genbrug og affaldshåndtering
  • Udemiljø og biodiversitet
  • Servicer og produkter til daglig drift, vedligeholdelse og bygningsforbedringer
  • Generelle krav
  • Management

En unik mulighed

Kravene til bygningsdrift er bl.a. med til at fremme ressourceeffektiviteten, reducere klimapåvirkningen, sikre bedre indeklima og forlænge bygningernes levetid.

Adm. direktør i PKA Ejendomme, Henrik Dahl Jeppesen, siger:

– Vi har en unik mulighed for direkte at påvirke driften af vores ejendomme og ligeledes understøtte både beboere og erhvervskunder i at passe godt på deres lejemål. Med en svanemærket bygningsdrift er vi med til at mindske miljøbelastningen fra daglige driftsaktiviteter, hvilket harmonerer med vores ambition om at kombinere miljømæssig ansvarlighed med langsigtet værdiforøgelse af ejendommene.

En fremtidssikring

For PKA Ejendomme er certificeringen med Svanemærket også en fremtidssikring af ejendomsselskabets investeringsejendomme i en tid, hvor miljø og klima er en central beslutningsfaktor for mange lejere:

Foto (burde ligge i databasen) Adm. direktør i PKA Ejendomme, Henrik Dahl Jeppesen, har som ambition, at flere af ejendomsselskabets mange ejendomme skal svanemærkes på driften.

Adm. direktør i det nye selskab PKA Ejendomme, Henrik Dahl Jeppesen, skal bl.a. være med til at udvikle pensionsselskabets ejendomme med fokus på grøn omstilling og social ansvarlighed. Foto: David Engstrøm
Adm. direktør i PKA Ejendomme, Henrik Dahl Jeppesen, har som ambition, at flere af ejendomsselskabets mange ejendomme skal svanemærkes på driften.

– Vi ved, at miljø- og klimahensyn har stor betydning for vores beboeres valg af bolig og erhvervskunders valg af lejemål. Certificeringen er derfor et af de tiltag, der skal være med til at tiltrække og ikke mindst fastholde vores beboere og kunder, siger Henrik Dahl Jeppesen.

Stor interesse og efterspørgsel

Det er både muligt at certificere drift af beboelsesejendomme, kontorejendomme samt institutionsejendomme som f.eks. skoler og daginstitutioner med Svanemærket. Hertil kommer bl.a. også plejeboliger og plejehjem, sundhedscentre, lægehuse og klinikker.

I Danmark er det Miljømærkning Danmark, der er ansvarlig for at tildele Svanemærket. Herfra siger direktør Martin Fabiansen:

Læs også

Byggetilladelsen er i hus: Klar til start på de sidste 251 Helheden-boliger

– Der er et kæmpe uudnyttet miljø- og klimapotentiale i at optimere driften af bygninger, hvilket også afspejler sig i en stor interesse og efterspørgsel fra markedet. Derfor er det glædeligt, at de to første bygninger i Norden allerede har fået certificeret driften med Svanemærket – og ikke mindst, at en så stor spiller inden for ejendomsdrift som PKA Ejendomme også kan se potentialet og værdien.

Flere følger

De to certificerede ejendomme fungerer som pilotprojekter. De erfaringer, PKA Ejendomme opnår herfra, skal danne grundlag for yderligere certificeringer:

– Målet er at skabe en mere bæredygtig og ensartet ejendomsdrift på tværs af hele vores portefølje. Ambitionen er derfor også, at flere af vores ejendomme skal omfattes af denne nye certificering, slutter Henrik Dahl Jeppesen.

Relateret indhold