KØBENHAVN: Coronatrætheden har gennem 2020 heldigvis ikke sat sig tungt i interessen for og nødvendigheden af mere bæredygtigt byggeri i Danmark, selvom man måske godt kunne ønske sig at processen mod en mere cirkulær branche blev speedet yderligere op.
– Vi har efterhånden nået de 100 DGNB-certificerede bygninger i Danmark gennem årene, og selv om det i sig selv ikke er imponerende i forhold til den samlede bygningsmasse, så sker der alligevel noget. Dertil skal lægges en pipeline på 281 planlagte byggerier, fortæller direktør Mette Qvist, Green Building Council Denmark (DK-GBC), der står for udbredelsen af ordningen samt certificering af bygninger i Danmark.
Det viser den parathed, der er i Danmark. Nogle af de store aktører herhjemme har etableret hele DGNB-afdelinger.
Direktør Mette Qvist, DK-GBC
Arbejder med porteføljer
Hvor der hidtil udelukkende har været fokus på at arbejde med en enkelt bygning ad gangen, så er DK-GBC så småt begyndt at tænke i porteføljer.
– Er man en investor eller bygningsejer med flere ejendomme, kan det måske være lidt uoverskueligt at komme i gang med at DGNB-certificerer. Nogle investorer er derfor i samarbejde med os begyndt at se på samlede porteføljer. Det kører vi et pilotprojekt på i øjeblikket, siger direktøren.
Mange DGNB-konsulenter
Dags dato har næsten 900 aktører – primært arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører – været gennem uddannelsen til DGNB-konsulent. Et højt tal set i forhold til landets størrelse. Således er der i Tyskland 3.500 konsulenter i et land, der indbyggermæssigt er næsten 15 gange større end Danmark, og hvor man har været i gang med DGNB tre-fire år længere.
– Det viser den parathed, der er i Danmark. Nogle af de store aktører herhjemme har etableret hele DGNB-afdelinger, siger Mette Qvist og tilføjer, at DK-GBC nu har passeret 450 virksomheder som medlemmer.
Sekretariatet vokser
I takt med flere medlemmer og flere projekter er DK-GBC sekretariatet tæt ved Nørreport Station vokset gennem årene. P.t. søger man yderligere et par folk og forventer i løbet af kort tid at være oppe på knap 20 personer inkl. studentermedhjælpere.
– Opgaverne bliver flere og flere, men det er kun dejligt og et bevis på, at ordningen er en succes. Vi oplever generelt også pæn tilslutning til vores arrangementer, siger hun.
Opdaterede manualer
2020 manualen for bygninger, der kom i november. Manualen for bygninger vil være den anvendte manual for certificering med effekt fra 2021, men det er allerede muligt at tilmelde projekter i manualen nu. I overgangsperioden er det stadig muligt at tilmelde projekter i 2016 manualen indtil 31. december 2020.
Der er også en ny manual for byrum på trapperne, og den lanceres her lige inden jul.