På få år er antallet af certificerede projekter mangedoblet, og upcycling, DGNB og affaldshåndtering er blevet dagligdags begreber.
Dette og meget mere har Casa en ambition om at indarbejde i virksomhedens DNA med sin 2023-strategi. Og til at skubbe dem over målstregen ansættes Henriette Menå Grud som ny bæredygtighedschef. Hendes opgaver bliver at sikre, at strategien implementeres i hele forretningen samt at fungere som intern auditor på udvalgte projekter.
– Henriette bliver en del af holdet på det helt rigtige tidspunkt. Grundstenene er lagt, og vi er klar til at bygge videre på det bæredygtige Casa. Vi har en ambition om, at 95 procent af alle vores byggerier skal være bæredygtighedscertificerede i 2023, og for at nå det mål har vi brug for kompetente mennesker ved roret, siger Michael Storgaard, COO i Casa.
En grøn profil
Henriette Menå Grud har en kandidat fra DTU og er uddannet DGNB-auditor. I mere end ti år har hun arbejdet med energioptimering og bæredygtighed både som rådgiver og auditor, senest hos Sweco – og hun glæder sig til at komme i gang hos Casa.
– Jeg ser frem til at skulle bidrage til bæredygtighedsagendaen i Casa – både i projekter samt internt i virksomheden. Casa har store ambitioner på bæredygtighedsområdet, men jeg mærker en gejst og drivkraft blandt mine nye kolleger, der overbeviser mig om, at vi nok skal komme i mål, fortæller Henriette Menå Grud.
Henriette har arbejdet med bæredygtighedscertificeringer siden 2016 og har blandt andet været med i pilotfasen for DGNB-manualen for kontorejendomme i drift og været med til at certificere Danmarks første DGNB-certificerede daginstitution.