Byggevarer skal sammenlignes faktuelt og veldokumenteret – og gerne certificeret

Den frivillige bæredygtighedsklasse er ifølge Regeringen et centralt element i omstillingen af byggeriet, og i Rockwool Nordics mener direktør Frank Ove Larsen, at certificeringer af byggematerialer skal spille en endnu større rolle på Danmarks byggepladser.
Direktør i Rockwool Nordics Frank Ove Larsen mener certificeringer skal bane vejen for mere bæredygtighed i byggeriet. Foto: Jakob Tilma
Direktør i Rockwool Nordics Frank Ove Larsen mener certificeringer skal bane vejen for mere bæredygtighed i byggeriet. Foto: Jakob Tilma

Byggeloven stiller i dag krav til, at byggeriet udføres og indrettes, så det er tilfredsstillende i både brand-, sikkerheds- og sundhedsmæssig henseende og samtidigt har et lavt energiforbrug. Men når det gælder det fremadstormende begreb bæredygtighed, er der flere aspekter, der skal tages med i betragtning.

Nogle af dem er eksempelvis indeklima og bygningers energibehov samt eksempelvis holdbarheden af konstruktioner og bygningsdele, kvalitet og bygningers tilgængelighed – og for at sætte fokus på disse emner har boligminister Kaare Dybvad Bek fremsat “Bæredygtighedsklassen”, der i første omgang foregår på frivillig basis.

Vi ser, at de store entreprenører synes at det her, det er spændende og vil gerne gøre det til en del af deres profil – at de arbejder bæredygtigt.

Frank Ove Larsen, direktør Rockwool Nordics

Ambitionen med bæredygtighedsklassen er at definere og tilbyde et lettilgængeligt og ensartet grundlag at opføre bæredygtigt byggeri efter. Boliger skal ifølge planen opfylde ni krav, mens øvrigt byggeri skal opfylde syv krav for, at den frivillige bæredygtighedsklasse er overholdt.

Hos Rockwool Nordics er direktør Frank Ove Larsen stor tilhænger af certificeringer, der kan gøre det let for indkøbere og bygherrer at sammenligne bæredygtigheden i de produkter, der indgår i danske byggerier.

-Vi har støttet op omkring den frivillige bæredygtighedsklasse for dansk byggeri og imødeser med spænding den toårs periode, som vi nu går ind i før, forhåbentlig, at bæredygtighedsklassen finder anvendelse i bygningsreglementet, fortæller Frank Ove Larsen til Dagens Byggeri.

Mestrene tager det til sig

Frank Larsen ser yderligere certificeringer som en fordel for danske producenter af byggeløsninger, for herhjemme har man allerede i høj grad styr på hele processen. Derfor støtter han også op omkring brugen af DGNB som en bæredygtighedscertificering af bygninger og byområder, og en række produkter og materialer kan bidrage til point i den samlede DGNB-vurdering af et byggeri, hvis de lever op til en række miljø- og bæredygtighedshensyn.

– Vi mener, det er vigtigt at byggematerialer bliver sammenlignet – målt og vejet – og anvendt på et faktuelt grundlag, sådan at vi ikke bliver udsat for situationer, hvor det bliver mere marketingspostulater og messaging i markedet – subjektive vurderinger – der ligger til grund for valg af materialer, siger Frank Ove Larsen som uddyber, at Rockwool som en teknisk faktuelt drevet virksomhed er vant til at dokumentere alle virksomhedens påstande og deklarationer i markedet.

Og spørger man i Hedehusene, så er bæredygtige certificerede danske produkter et godt salgsparameter også uden for Danmark, hvor Rockwool henter 95 procent af sin omsætning.

-Vi ser jo, at Danmark er foregangsland på den grønne agenda i rigtig mange sammenhænge. Specielt når man taler om vedvarende energi har vi jo udviklet innovative teknologier, som virkelig finder bred anvendelse. Hvis vi kigger på energieffektivisering, som jo er på vores agenda, så mener vi ligeledes det er tilfældet nu – og endnu mere i fremtiden.

Men også i Danmark oplever Frank Ove Larsen, at bæredygtige og certificerede byggematerialer efterspørges.

-Vi ser, at bæredygtige certificerede byggematerialer bliver værdsat i vores byggeri her i Danmark. Vi ser, at mestrene tager det til sig – bygherrerne tager det til sig. Vi ser, at de store entreprenører synes at det her, det er spændende og vil gerne gøre det til en del af deres profil – at de arbejder bæredygtigt.

Relateret indhold