Den danske byggebranche har skruet gevaldigt op for forbruget af træ. Sidste år blev der brugt næsten 1,7 millioner kubikmeter træ sammenlignet med knap 1,4 millioner kubikmeter i 2020 svarende til en stigning på cirka 20 procent.
Optællingen står foreningen Træ i Byggeriet for. Og her har man også kigget på, hvor stor en andel træet har i forhold til andre materialer. Her kan træet også notere fremgang, men andelen af træ i det samlede byggeri voksede dog blot fra 8 til 9 procent sidste år, mens andelen af træ i boligbyggeriet fortsat udgør 11 procent.
Dermed er træets store fremgang målt på volumen mest af alt et udtryk for den vækst, som byggeriet har oplevet og mindre grad et udtryk for, at den danske byggebranche for alvor er gået over til at bygge mere med træ.
Bag tallene gemmer sig dog også en udvikling, hvor træets andel i det samlede byggeri har været for nedadgående i en årrække siden 2013. En nedgang som blev brudt i 2019, og siden er både volumen og andel øget.
I Træ i Byggeriet ser man derfor positive takter i de nyeste tal.
– Bygge- og anlægssektoren bevæger sig så småt i den rigtige retning, og selvom den samlede byggeaktivitet målt på påbegyndt byggeri steg kraftigt i 2021, så steg andelen af træmaterialer også, siger sekretariatsleder for Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen.
Vi skal stille skrappere CO2-krav
I foreningen ser man også flere tiltag for at fremme den grønne omstilling, som går træets vej. Eksempelvis kravet om livscyklusanalyser i det kommende bygningsreglement.
Men der er behov for mere, mener foreningen:
– I 2023 vil kravet til bygningers klimapåvirkning for bygninger over 1.000 kvadratmeter være max 12 kilo CO2 per kvadratmeter om året. Det er desværre alt for lempeligt og vil kun i et begrænset omfang ændre byggeriets valg af materialer til mere bæredygtige af slagsen, siger Lauritz Rasmussen.
– Først når kravene gradvist bliver strammet i 2025 og 2027, vil vi begynde at se ændringer, men det er efter vores vurdering alt for sent. Her bør det offentlige – herunder både stat og kommuner – gå forrest i bestræbelserne på mere bæredygtigt byggeri ved for eksempel at bygge efter den frivillige klasse på 8 kilo CO2 per kvadratmeter om året allerede fra 2023, siger Lauritz Rasmussen.
Alt for høje brandkrav hæmmer brug af træ
I foreningens optik, er der også mulighed for at nå hurtigere i mål med klimaambitionerne, hvis vi lemper på nogle af de krav, der gælder for træmaterialer.
– Særligt brandregulativer udgør en af de suverænt største udfordringer for træbyggeri herhjemme. Modsat betonbyggerier – hvor man blot kan anvende en præaccepteret løsning – er man ved træbyggerier stort set tvunget til at dokumentere al brandsikkerhed fra bunden, og det gør det selvsagt mindre attraktivt at anvende træmaterialer, siger han og tilføjer:
– Vi har derfor et ønske om, at man fra Christiansborgs side kigger nærmere på de præaccepterede løsninger, vi har for andre byggematerialer, og afsøger mulighederne for at lave lignende, på forhånd godkendte løsninger til træmaterialer. For som det er nu, er det typisk en tungere og mere langsommelig proces at bygge med træ.