For at sætte turbo på målsætningen om at skubbe til branchen har teknikentreprenøren GK Danmark iværksat et Bæredygtighedssprint, hvor hele værdikæden inden for byggeriet sammen drøfter og idéudvikler på grønne tiltag.
Bæredygtighed er det bærende element i den nordiske koncern GK’s 2025-strategi, hvor visionen er at blive en klimapådriver. Det har udmøntet sig i flere forskellige grønne initiativer på tværs af de nordiske lande, hvor det danske selskab som frontløber er gået et niveau dybere med etablering af et såkaldt Bæredygtighedssprint bestående af fem heldagsstrategiseminarer for den danske ledergruppe samt udvalgte fra hele organisationen, hvor toneangivende aktører og eksperter gennemgår forskellige bæredygtighedstemaer.
Virksomheden har blandt andre haft besøg af den bæredygtige frontløber og arkitekt Anders Lendager, projektudviklingsdirektør i Pension Danmark, Erling Thygesen, technology lead fra den nationale klynge for den danske bygge- og anlægsektor We Build Danmark, Vagn Holk Lauridsen, og J. Jensens udviklingsdirektør Thomas Søgaard Sinding. Alle har de delt ud af deres viden om og holdninger til bæredygtigt byggeri set fra netop deres stol.
131 særlige tiltag
Ifølge adm. direktør i GK, Jørgen L. Christensen handler projekt Bæredygtighedssprint om at prioritere tiden og kræfterne på at udforske og udvikle de innovative ideer, som kan styrke bæredygtigheden i hele værdikæden og udviklingsfasen i forbindelse med byggerier.
– Den grønne omstilling kommer ikke af sig selv. Det kræver kræfter og fokus at udvikle og tænke nyt. Derfor ser vi det som vores rolle, at vi hele tiden udfordrer både os selv og branchen som helhed, så vi arbejder endnu smartere for at udvikle grønne løsninger. Vores Bæredygtighedssprint har givet os en solid indsigt og inspiration til at skabe nye, grønne tiltag og løsninger. Nu gælder det om at bearbejde og reflektere over de nye indsigter, vi har fået, og forvandle det til reel værdi for både virksomheden, kunderne og samfundet, siger Jørgen L. Christensen.
Med baggrund i sprintene er der blevet produceret en arbejdsbog med 131 særlige tiltag, som ledelsen skal arbejde videre med.
Blandt tiltagene er:
– Etablering af bæredygtighedsafdeling
– Etablering af GK Lab, hvor man kan teste nye løsninger og tjenester i markedet
– Tempo på salg og installation af GK Cloud – intelligent bygningsdrift
– Etablering af bæredygtighedspris – både internt og eksternt
– Vægte LCC, ESG, affald, transport mv. i GK’s indkøbsprocesser
– Uddannelse af DGNB-konsulenter i alle afdelinger
– Oprettelse af bæredygtighedskursus i GK-skolen (kompetenceudvikling)
– Afdækning af CO2 i produkter og løsninger, der bliver tilgængelig i database
– Altid oprettelse af grønt alternativ til tilbud
– Udpege/ansætte bæredygtighedsansvarlig og dermed prioritere tid til opgaven
Arbejder strategisk med bæredygtighed
En af dem, der har bidraget til GK’s Bæredygtighedssprint er udviklingsdirektør Thomas Søgaard Sinding fra J. Jensen, der bl.a. er en del af konsortiet, som står bag den digitale platform Circle Bank, som samler viden om cirkulært byggeri og formidler eksisterende byggematerialer til genbrug og upcycling.
Nedrivningsfirmaet har de seneste år fået en mere fremtrædende rolle indenfor netop cirkulært byggeri og bliver i stigende grad spurgt til råds af kunder om upcycling og genbrug. Her er det de praktiske løsninger for kunderne, som udgør motivationen for at være med og arbejde strategisk med bæredygtighed.
– Vores rejse ind i det bæredygtige kom meget naturligt. Vi er praktikere – vi tænker i løsninger, og det kan vores kunder rigtig godt lide. Jeg har brugt en del energi på det, fordi jeg mener, at bæredygtighed er fremtiden, siger han.
Bedre ressourcekortlægning
En af udfordringerne inden for genanvendelse og upcycling af materialer er sporbarhed og dokumentation for materialernes kvalitet.
– Udfordringer ved genbrug af byggematerialer er bl.a. sporbarhed, grænseværdier for affald samt ikke mindst kvalitetskontrol af de brugte byggematerialer. For hvem skal være kontrolinstans? Og hvem skal stille garanti og tage risikoen på de brugte materialer? De mulige løsninger er mere og bedre ressourcekortlægning, uddannelse, udvikling af testmetoder for brugte byggematerialer samt fokus på dokumentation og kvalitetsklasser, fortæller Thomas Søgaard Sinding.
Foto: Bæredygtighed støder på bred velvilje hos mange interessenter i værdikæden. Blandt andet hos PensionDanmark, hvis kunder efterspørger bæredygtige investeringer, fortalte Erling Thygesen, projektudviklingsdirektør i PensionDanmark, da han var oplægsholder på et Bæredygtighedssprint.
Investerer kun i DGNB Guld-projekter
Også Erling Thygesen, projektudviklingsdirektør i PensionDanmark, har været på besøg på Bæredygtighedssprintene. PensionDanmark betragter bæredygtigt byggeri som et konkurrenceparameter for de kunder, som de forvalter formuer for, og investerer derfor nu kun i DGNB Guld-projekter.
Begrundelsen lyder på, at bæredygtigt byggeri giver et bedre afkast, da det understøtter ejendommens værdi og lejeniveau, sænker driftsomkostninger og giver dokumenteret kvalitet, ligesom det øger beboernes sundhed og livskvalitet.
– Ændringen på bæredygtighedsdagsordenen ændrer byggebranchen nøjagtigt som alle andre brancher, fordi det er et krav fra slutbrugerne, at de ønsker at bo i bæredygtige byggerier. Derfor er vi, når vi selv skal investere, slet ikke i tvivl om, at vi opnår det højeste afkast for vores kunder ved at tænke bæredygtighed ind i vores investeringer, siger Erling Thygesen, projektudviklingsdirektør i PensionDanmark.