Årslev og bæredygtighed
- Ambitionen om bæredygtighed har været til stede fra dag 1 i udviklingen af Odense-forstaden Årslev. Det har været et afgørende parameter, da der i 2018 blev gennemført to arkitektkonkurrencer om henholdsvis en bæredygtig bydel og en samlende bymidte.
- Det er de to områder, der nu samlet skal opføres med henblik på guldcertificering. Bæredygtighed går igen i både udviklingsplanen og lokalplaner for området, og det bliver altså nu et krav til kommende investorer, at deres byggerier skal kunne DGNB-certificeres.
For at sikre social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed i både kommunale og private byggerier har kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune besluttet, at hele byområdet i forstaden Årslev skal certificeres efter de internationalt anerkendte bæredygtighedsstandarder, der ligger i en DGNB-certificering.
Borgmester Hans Stavnsager (S) glæder sig over, at kommunalbestyrelsen har besluttet at følge standarderne i den internationale certificering.
– Vi er meget optagede af bæredygtighed, og vores ambition er, at Årslev skal ligge helt i front på den dagsorden. Med bæredygtighed som et fundament for udviklingen af den gode by i Årslev kommer borgerne, der skal flytte ind i de nye boliger, til at vide præcis hvad de får i forhold til for eksempel energiforbrug og materialevalg. Ligesom forældre til børn i den kommende daginstitution ved, at indeklimaet er i top. På den måde sender certificeringen et vigtigt signal til nye og kommende borgere i byen, siger Hans Stavnsager.
Udstillingsvindue for bæredygtighed
Opnår man certificeringen, får Faaborg-Midtfyn vigtige erfaringer med at arbejde med bæredygtighedsstandarder og bliver udstillingsvindue for mange andre kommuner og bygherrer.
– Bæredygtighedsdagsordenen er kommet for at blive, men erfaringerne med at bygge bæredygtigt er spredte. Med en DGNB-certificering får vi som kommune garanti og dokumentation for, at en bygning eller et anlægsprojekt er opført i den forventede, bæredygtige kvalitet, og samtidig får vi skabt et laboratorium, hvor vi kan arbejde med alle aspekter af bæredygtighed, siger leder af By- og Egnsstrategisk Sekretariat, Mai-Britt Helle Jensen.